Som hovedentreprenør har vi renoveret de 587 almene boliger i Højstrupparken fra først i 1950’erne. Visionen har været at modernisere Højstrupparken under hensyn til stedets eksisterende kvaliteter og bevaringsværdier. Vi har udført entreprisen i 3 etaper. Etape 1 er DGNB Sølv-certificeret.
Projektet har omfattet en energirenovering, hvor alle facader og vinduespartier er skiftet, og vi har efterisoleret alle gavle. Desuden er de fleste boliger blevet renoveret og har fået en nutidssvarende indretning. Beboerne har fået nye køkkener og badeværelser, og i samtlige lejligheder er der monteret balanceret ventilation og nye vand- og varmeinstallationer.
Midlertidig genhusning med dele af byggeriet i brug
Beboerne i Højstrupparken var midlertidigt genhuset i bebyggelsen, så dele af byggeriet var i brug under renoveringen. Vi viste store hensyn til de beboere, der var bosiddende i området, hvor vi renoverede, da vi ved at det for beboerne er en udfordring at bo på et byggeplads-område.
DGNB Sølv-certificering af etape 1
Højstrupparken er et af de første projekter i Danmark, hvor man ambitiøst er gået efter en DGNB Sølv-certificering. Arbejdet med at certificere etape 1 af Højstrupparken bestod i høj grad af et tværfagligt samarbejde mellem rådgiverteamet og Enemærke & Petersen. Vi bistod bl.a. med dataindsamling på anvendte materialer, mængdeverificering af LCA-beregninger, dokumentation af korrekt affaldssortering og samt korrekt bortskaffelse af miljøfarligt affald.
Præfabrikation
Vi har præfabrikeret elevatortårne og tagløsninger på vores byggefabrik i Glostrup. Ved at producere elevatorskakte og tagløsninger på værkstedet undgik vi, at håndværkerne skulle bevæge sig for meget rundt på taget. Det var samtidig en stor fordel, at vi kunne lukke taget af på én gang, og så gå videre til næste skakt.
Fakta:
Bygherre: Fyns Almennyttige Boligselskab
Arkitekt: Erik Arkitekter
Ingeniør: Ingeniørfirmaet Viggo Madsen
Entrepriseform: Hovedentreprise
Kontraktsum: Kr. 545 mio.
Udførelse: 2019 – 2023