I 2016 samlede Københavns Kommune en række af deres skole- og institutionsbyggerier i én pulje – og udbød det første og største strategiske partnerskab indenfor byggebranchen i Danmark. Håbet var at skabe bedre, billigere byggeri til tiden og med færre konflikter.
Enemærke & Petersen og fem rådgivervirksomheder bød ind på opgaven som team TRUST – vi vandt partnerskabet i november 2016 og herefter blev ByK med TRUST dannet. (ByK står for Byggeri København)
I januar 2021, efter at have været i gang i fire år, var status for det strategiske partnerskab ByK med TRUST følgende: 33 byggeprojekter stod færdige til tiden. De blev afleveret indenfor prisrammen, flere af dem var prisbelønnede for deres arkitektur – og så var der ikke brugt en krone til advokater og tvister.
Tre partnerskaber er kommet til
Siden ByK med TRUST’s start i 2016 er der kommet yderligere tre partnerskaber til. I 2018 var det partnerskabet &os, hvor vi sammen med vores rådgiverteam udfører almene boligrenoveringer i partnerskab med boligorganisationen KAB. I 2021 vandt vi med team LIVA det første fynske partnerskab med boligorganisationen Civica. Og i 2023 indgik vi et strategisk byggepartnerskab med Hørsholm Kommune. Det nye samarbejde har fået navnet HØST og består af et stærkt og erfarent team med entreprenør Enemærke & Petersen i spidsen
Gentagelserne giver læring
Fælles for alle tre strategiske partnerskaber er, at vores team sammen med bygherre forpligter sig til at arbejde på en række byggeprojekter over en årrække. I almindelige byggeprojekter opløses teamet efter et enkelt projekt og kan ikke sammen tage læringen med til næste projekt. Gentagelserne indenfor strategiske partnerskaber betyder, at entreprenør, rådgivere og bygherre kan tage det, de lærer på ét projekt med ind i det næste projekt.
Opgør med en konfliktkultur
Undervejs i de første fire år i det strategiske partnerskab ByK med TRUST har regningerne til advokater været 0 kr. En bemærkelsesværdig bedrift i en branche, hvor tvisterne ellers er mange. De strategiske partnerskaber er et bevidst opgør med konfliktkulturen i byggebranchen, for her vælger partnerne at indgå i et interessebaseret samarbejde. Det betyder, at man arbejder bevidst med at lære hinandens forskellige interesser at kende og herefter opnå kompromiser, der tilgodeser partnernes behov – i stedet for at insistere på kontraktbundne rettigheder og regler.
Alle byggeriets parter sidder på ét kontor
Fælles for alle vores strategiske partnerskaber er, at medarbejderne – bygherres projektledere, arkitekterne, landskabsarkitekter, ingeniørerne og entreprenørerne – arbejder helt tæt sammen på en række projekter og de oftest sidder fysisk sammen på ét kontor, i stedet for hvert deres. Det fælles kontor betyder at arkitekten drikker morgenkaffe med ingeniøren og alle har fået en fredagsbarsøl med bygherres projektleder. Det sociale liv er afgørende for at konfliktkulturen aflives – for gennem dette kollegaskab opnås større forståelse for faglighederne og interesserne.
Skriv dig op til vores nyhedsbrev her
Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden