Renovering, ombygning og sammenlægning af Enghavegård Skole og det tidligere Blågård Seminarium. Disse historiske bygninger emmer af sjæl og en unik atmosfære, som tydeligt mærkes i det daglige. Bygningerne er sammenlagt til en fire-sporet skole og huser 0.-9. klassetrin samt et multianvendeligt kulturhus med seminariets fine sal som omdrejningspunkt. Det nye navn er Mørkhøj Park, og visionen har været, at skole og kulturhus tilsammen skulle være et aktivt og samlende sted for børn og voksne fra Mørkhøj-området og for det store og meget aktive musik- og musikskolemiljø i Gladsaxe Kommune. Byggeriet er gennemført i tre faser.
Bevaringsværdige Bymiljøer
Blågård Seminarium og Enghavegård Skole er sammen med udearealerne udnævnt som Bevaringsværdige Bymiljøer, for hvilke det er ønsket, at områdernes karakterskabende træk er blevet bevaret og forbedret. Derfor er renovering og ombygning afstemt med de nuværende bygningers oprindelige intentioner, så den samlede bebyggelse efter ombygningen fremstår som en smuk, tidssvarende, tryg og imødekommende helhed for brugerne. Originale konstruktioner, overflader og materialer og bygningsdele er i videst muligt omfang bevaret, hvor det er muligt.
Udearealer
Projektet indeholdt også anlæg af skolens friarealer for henholdsvis indskoling, mellemtrin og udskoling.
Fakta:
Bygherre: Gladsaxe Kommune
Arkitekt: Nøhr & Sigsgaard
Ingeniør: Aksel V. Jensen Rådgivende Ingeniørfirma
Entrepriseform: Hovedentreprise
Kontraktsum: Kr. 120 mio.
Udførelse: 2023 – 2025