Inden opbygningen af de nye bygninger, blev flere af de eksisterende bygninger først saneret og revet ned for at gøre plads. Formålet med den nye skole er at genetablere skolen som en nærværende institution, der rummer børn, forældre og ansatte i dagtimerne, og som inviterer borgerne i lokalområdet til aktivt fællesskab, når skoledagen er ovre. Projektet er udført i TRUST-regi, der er det strategiske partnerskab, som håndterer Københavns Kommunes skole og institutionsbyggeri.
Skole i drift med kompleks byggelogistik
Skolen ligger i et tæt bebygget område i Vanløse og har været i drift i hele byggeperioden, mens eleverne har været genhuset internt på skolen. Vi har vist store hensyn til lærere og elever, og byggeledelsen har holdt ugentlige møder med skolen, hvor vi har koordineret logistik og sikkerhed.
Nedbringelse af byggeriets klimapåvirkning
På Damhusengens Skole har der været flere ildsjæle i byggeledelse og blandt underentreprenører, der har haft den tilgang, at se det hele som ressourcer fremfor affald, og at det faktisk er alle materialer, der er genanvendelige.
Der har været planlagt flere tiltag i forhold til genbrug på selve skolen. Bl.a. er de gamle tagkonstruktioner pillet fra hinanden og genbrugt i størst muligt omfang til nye skure, borde og bænke. Derudover har vi anvendt ca. 300.000 genbrugsmursten til facaderne på de nye bygninger. Størstedelen af murstenene stammer fra de bygninger, vi har revet ned, for netop at gøre plads til de nye bygninger.
Døre, vinduer, ribber, spær, lofter m.m. er blevet taget nænsomt ned og givet til Roskilde Festival og virksomheden Loud Living, der hjælper byggebranchen med at genanvende byggeaffald, som stadig har kvalitet. Her er materialerne blevet transformeret til bl.a. nye møbler
Afrensede træmaterialer, spær, konstruktionstræ og forskallingsbrædder er sendt til virksomheden Næste Skur, der har produceret arkitekttegnede skure af genbrugsmaterialer.
De materialer, der ikke kunne genbruges i Danmark, har vi leveret til organisationen Hjælp Ukraine, som hvert år kører ca. 80 lastbiler til Ukraine med byggematerialer for at genopbygge skoler m.m.
Fakta:
Bygherre: Byggeri København
Arkitekt: Sweco Architects og Nøhr & Sigsgaard
Ingeniør: Dominia og Norconsult
Entrepriseform: Totalentreprise
Kontraktsum: Kr. 370 mio.
Udførelse: 2021 – 2025
Fotos taget af Fotograf Laura Stamer.