Menu

9. januar 2019

Tilbudsdirektøren: Derfor er kapacitetsafstemning altafgørende i 2019

Vi har bedt Enemærke & Petersens tilbudsdirektør Troels Aggersbo kigge i krystalkuglen og give sit bud på byggebranchens udvikling i 2019 – hvordan vil markedet bevæge sig? Og hvilke tendenser vil ramme os i løbet af det kommende år?

Man taler om, at 2019 bliver rekordernes år i fht. aktivitet i byggebranchen – så har du hænderne helt oppe over hovedet lige nu?
Det er faktisk ret paradoksalt, fordi ja, 2019 er et år, hvor der bliver høj aktivitet, fordi der er så mange byggeopgaver, der lige nu er i udførelsesfasen. Men i forhold til nye tilbudsmuligheder ser markedet i 2019 anderledes ud – vi kan se, at der vil være færre udbud. Anlægsbranchen er allerede ramt og hos rådgiverne ser man, at de nu sidder og projekterer mindre end i de sidste år. Så vi er naturligvis glade for den aktivitet, vi har lige nu, men kigger også ind i et 2019, hvor vi helt sikkert har plads og kapacitet til nye ordrer i bogen.

Hvad betyder de færre tilbudsmuligheder for byggebranchens aktører?
Det betyder, at vi skal være yderst præcise og grundige, når vi arbejder med kapacitetsafstemning.  Når vi står i et marked, hvor aktiviteten lige nu er høj, men tilførslen af nye opgaver er svindende, så stiller det krav til vores indre processer.  Derfor arbejder vi målrettet og koncentreret med ressourcestyring, hvor vi spørger os selv: Hvilke projekter slutter og hvilke nye projekter, får vi ind i den kommende tid? Og hvor mange ressourcer har vi til at løse opgaverne? Så benhård kapacitetsstyring er klart på dagsordenen i det kommende år.

Hvilke tendenser ser du i markedet i det kommende år?
Strategiske partnerskaber er jo på alles læber og vi vil også i 2019 se store aktører pulje deres byggeprojekter og skabe nye strategiske partnerskaber. Men jeg vil nu også gerne slå et slag for de mindre enkeltprojekter: Vinduesudskiftninger til 12 millioner kroner eller 3-4 millioners facaderenoveringer. Her ligger stadig gode muligheder for at udføre vores kerneopgave effektivt og med det gode håndværk i fokus – den mindre skala og kerneopgaven skal vi altid holde fast i.

Vi ser også en tendens til, at der kommer flere udbud efter forhandling, hvor tre-fire parter indbydes tidligt i forløbet. Det er en interessant udbudsform, fordi vi kommer tættere på hinanden og kan samarbejde om at skabe det bedst mulige projekt sammen. Her er tilbudsfasen dog ofte tre gange så lang, som de almindelige udbud og kan være omkostningsfuld for os som entreprenører – her er det rigtigt positivt at opleve, at bygherrerne tager hensyn til omkostningerne og giver et vederlag med.

Skriv dig op til vores nyhedsbrev her

Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden

Sådan eliminerede TRUST risici under renoveringen af Holberg Skolen

Læs mere her

Produktivitet: Vi skal have mest muligt renovering for pengene

Få historien her

Enemærke & Petersen får støtte til at nytænke håndværkersamarbejde

Læs mere her