Menu

2. februar 2022

Renovering i tæt bebygget område: Her er fem ting, du skal huske

Der er fart på i Århus Midtby. Nybyggeri, renoveringer og ombygninger er i gang side om side med januar-udsalg og caféliv. Men hvordan får man butikker, barer og barnevogne til at rime på byggeplads? Enemærke & Petersens projektchef Frank Petersen fortæller her om de fem ting, som kan bidrage til en velfungerende renovering midt i et travlt bymiljø

Indkøbsgader med tøjstativer, caféer og barer med udeservering, fodgængere og cyklister, der skal forbi. At renovere i et tæt bebygget område med butiks- og natteliv er noget helt andet end at bygge ’på bar mark’.

– Der er ikke meget plads, så det kræver en enorm disciplin på byggepladsen. Og hvis det roder eller noget blæser væk, så får vi det at vide lige med det samme af naboer og forbipasserende. Det er logistik på højeste plan, forklarer Frank Petersen, der er divisionschef i Enemærke & Petersen. (Artiklen fortsætter efter billedet)

Aarhus renovering gågade

Enemærke & Petersens renovering af denne ejendom i Søndergade i Aarhus ligger midt på den travle gågade

Kigger man på et kort over Århus, er det lige i midten, at Enemærke & Petersen i øjeblikket er i gang med ikke mindre end fire nybyggerier og renoveringer. Frank Petersen giver her de fem gode råd, der kan bidrage til en gnidningsfri renovering – selvom mange mennesker skal bo, arbejde og handle side om side med renoveringen.

Vær opsøgende fra start: Kontakt de naboer, der vil blive påvirket af byggeriet. Det er ikke nok med en e-mail eller sms. Ring på døren, så du kan få en dialog i øjenhøjde og skabe en relation. Forklar, hvad der skal ske, og hvordan det vil påvirke naboerne. Er der tale om en butik, der har varer på gaden eller café med udeservering, så giv dem et ’heads up’ inden de støvende aktiviteter går i gang.

 

Tag direkte kontakt til myndighederne: Kontakt kommune og øvrige myndigheder direkte og skab en personlig kontakt. Når du kender den sagsbehandler, der sidder med bl.a. tilladelser til tung trafik, bliver den daglige logistik og koordinering på byggepladsen meget nemmere.

 

Gør det nemt at kontakte dig: Sørg for at naboer, myndigheder og andre interessenter nemt kan komme i kontakt med dig. Du kan evt. oprette et separat telefonnummer på byggesagen som I skiftes til at svare. Det er vigtigt, at der altid er nogen, der svarer, også udover normal arbejdstid. Vandrør springer desværre ikke kun på hverdage mellem kl. 7 og 16. (Artiklen fortsætter efter billedet)

 

Rosenkrantzgade

Enemærke & Petersens renovering i Rosenkrantzgade ligger op af gågaden i Aarhus

 

Tænk i løsninger: Byggeri er ikke en forudsigelig disciplin, hvor vi kan regne alting ud fra start. Når naboen banker på skurvognen med en problemstilling afledt af byggeprojektet, så bidrag med at finde en løsning, også selvom det ikke rent kontraktuelt er dit bord. Enemærke & Petersen tilbød eksempelvis de butikker, som fik et stillads foran facaden, at de kunne få hængt bannere op på stilladset, så kunderne kunne se, at de stadig holdt åbent.

 

Styr logistikken stramt: Det er en kæmpe udfordring med pladsen, og der er fx ikke plads til, at alle underentreprenører kommer til byggepladsen samtidigt og læsser af. Enemærke & Petersen har derfor et bookingsystem, hvor den enkelte underentreprenør eller leverandør kan booke deres leverancer på forhånd. Det sikrer et bedre flow på byggepladsen, giver byggeledelsen et godt overblik og minimerer spildtid for den enkelte underentreprenør.

 

Skriv dig op til vores nyhedsbrev her

Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden

Sådan styrker vi trygheden i udsat boligområde

Læs mere her

Divisionschefen: Her er de 3 vigtigste ting, jeg lærte på Danmarks Bedste Renovering

Få historien her

Beboerdialog: Sådan involverede vi beboerne i Danmarks første tryghedsrenovering

Læs mere her

Stram styring af byggeplads: Her er de 4 uundværlige elementer

Få historien her