Det er en bidende kold januar-morgen, da vi møder de tre lærlinge på renoveringen af Højstrupparken i Odense. Casper Hansen er netop startet hos Enemærke & Petersen, mens de to andre lærlinge har været i gang i længere tid. De er vidt forskellige steder i deres uddannelse, Casper Hansen bliver færdigudlært til september, mens Adam Larsen og Nicolas Lauridsen er i starten af deres uddannelse.
– Jeg vidste ikke så meget om Enemærke & Petersen, men da jeg blev vist rundt af tømrermesteren, blev jeg helt vild med det. Der bliver taget hånd om medarbejderne her, og det giver én lyst til at gøre sit arbejde godt, siger Casper Hansen, der er tømrerlærling.
Man får ansvar og bliver udfordret
– Jeg kan godt li’, når jeg lærer noget nyt hele tiden. Her får man ansvar og bliver udfordret, bl.a. fordi man får sine egne opgaver. Jeg har før prøvet at være hos en mester med egen forretning, og der var meget fokus på ikke at lave fejl. Man kunne godt få en skideballe, hvis man skar en gipsplade forkert. Her er det ok at lave fejl, siger Adam Larsen, der ligesom Casper Hansen også er tømrerlærling.
Det er fedt at få sit eget værktøj
De tre lærlinge fortæller, at der er styr på tingene, når man starter som lærling hos Enemærke & Petersen.
– Alt det med tøjet gik lynhurtigt. Efter et par uger fik jeg en bestillingsliste og så kunne jeg bestille alt: Jakke, sikkerhedssko, bukser, trøjer, t-shirts og huer. Du får også dit eget værktøj, det er også meget fedt. Så har du selv ansvaret for det. Du skal ikke gå rundt og lede efter det, når du skal bruge det – det sparer også en masse tid, forklarer Adam Larsen.
De gode arbejdsopgaver
Lærlingene har før haft andre lærepladser, fx hos en selvstændig mester. Men hvad vil det sige at være tilknyttet et stort renoveringsprojekt, der varer i tre år?
– Det er rart at have et fast sted at komme hver dag. Det gør det nemmere at forholde sig til. Før kunne jeg køre hele Fyn rundt til forskellige opgaver på én dag, fortæller Casper Hansen.
– Jeg synes, det er gode arbejdsopgaver herude, det sjoveste er nok at montere isoleringsplader ved altanerne, siger Nicolas Lauridsen, der er murerlærling. Nicolas har bl.a. også arbejdet med opmuring, pudsning og støbning af jern.
– Jeg troede bare man gik og skruede gips – det var min forestilling, men sådan er det slet ikke. Du laver heller ikke det samme hele tiden. Hver gang du kommer til en ny opgang, laver du noget nyt dér, siger Adam Larsen.
Som tømrerlærling har Adam bl.a. arbejdet med at lave brystninger, lysninger, brandinddækning og sat masser af nye døre i. Der er i alt 87 opgange og 587 lejligheder, der skal renoveres i Højstrupparken.
Du kan stige i graderne
Undervejs i snakken fremhæver de tre lærlinge både stemningen på byggepladsen og muligheden for at arbejde sig opad rent jobmæssigt.
– Det er rigtig vigtigt for mig, at man godt kan li’ dem, man arbejder sammen med – at man har en god kemi. Folk kan godt lave sjov med hinanden herude, det er rart, siger Adam Larsen og fortsætter:
– Her er der mange forskellige mestre og svende, så der er også mange til at hjælpe dig. Du ser også forskellige måder at gøre tingene på, så kan du se, hvordan du selv vil gøre det.
– Hvis man gør det godt, så får man også noget tilbage. Der er flere herude, der selv er startet som lærling og så er de steget i graderne – det kan jeg godt li’, siger Casper Hansen.
De tre lærlinge ved endnu ikke, hvad der skal ske, når de er udlært, men Casper, der skal til svendeprøve til september, siger:
– Jeg ville meget gerne blive ved med at arbejde her, hvis jeg får tilbuddet. Det håber jeg på.
Skriv dig op til vores nyhedsbrev her
Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden