Byggefolkene på Rasmus Nielsen Kollegium på Amager i København behøver ikke være bange for at vise deres karakterer frem. Byggeholdet ligger nemlig på 4,5 på en skala fra 1-5, hvor 5 er en topkarakter. Men sådan har det ikke altid været. Det forklarer Bendt Micheelsen, der er projektleder i Enemærke & Petersen:
– Da vi startede med at give hinanden karakterer, lå vi nok på 3,5 på skalaen. Vi vil gerne nå helt op på 5-tal, men der er altid noget, der kan forbedres.
Det høje karaktergennemsnit er baseret på, at parterne er begyndt at kommunikere bedre sammen. Det skyldes en bygge-karakterbog, nok bedre kendt som en proceskontrakt, der er blevet udviklet i fællesskab mellem byggeholdet, bygherre og Bedre Byggeprocesser.
Proceskontrakten er en måde at styrke samarbejdet på fra start til slut. Det skyldes især, at byggeledelsen på kollegiet tror på, at de uundgåelige konflikter mellem parterne skal tages i opløbet, så de istedet kan udvikles til konstruktiv kritik.
Proaktiv ledelse skaber fælles ståsted
Bendt Micheelsen har som leder stort fokus den gode dialog i teamet, der arbejder på Rasmus Nielsen Kollegium, og derfor er han godt tilfreds med karakterbogens funktion.
En gang om måneden mødes byggeholdet bl.a. for at besvare et spørgeskema, der går i dybden med byggeholdets samarbejde, og herefter gives der karakterer til hinanden og arbejdsklimaet.
– Det er rigtig godt for byggesagen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det har gjort samarbejdet meget lettere, fordi vi har lavet nogle klare mål fra start af, som man skal holde hinanden op på. Det gør vi ved at give hinanden karakterer fra 1 til 5 ud fra et fælles ståsted og ved at få diskuteret tingene godt igennem, siger Bendt Micheelsen.
På den måde er karakterbogen blev et proaktivt redskab, som udgør et feedbacksystem, hvor samarbejdsklimaet løbende evalueres – en løsning, der kan styrke fremtidens byggeledelse og udvikle måden, man kommunikere i svære situationer.
Lettere at være uenig
Inden renoveringsarbejdet blev påbegyndt underskrev alle parter proceskontrakten med konkrete aftaler og fælles målsætninger for, hvordan byggeprojektet skal forløbe. I kontrakten aftalte man fx, hvordan teamet skal kommunikere på skrift, hvordan man indleder en mail, og hvor lang svartid man har.
– Vores karakterbog har gjort det lettere at være uenig, fordi vi har rammerne for at tage konflikterne op med hinanden. Det er let at opfange, når der er knaster i samarbejdet, og så er karakterbogen et godt redskab at smide frem på bordet. På den måde er det blevet vores lovsamling, siger projektleder Bendt Micheelsen og uddyber:
– Vi skal blive bedre til at være gennemsigtige og inkluderende. På den måde sikrer vi også økonomi, kvalitet og tidsplan på byggeprojekter bliver overholdt.
Skriv dig op til vores nyhedsbrev her
Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden