Byggeleder Thea Hørlyk Nielsen arbejder i disse måneder på transformationen af DMI’s tidligere domicil i København, som skal omdannes til et kontorfællesskab og skal leve op til EU-taksonomien. Derfor har hendes verden i de sidste par måneder handlet om taksonomiens mange krav, og det har ikke været nemt, hun fortæller:
– Der er jo seks klimamål. Og det mål der påvirker byggepladsen meget, er miljømål 5, som handler om forebyggelse, bekæmpelse og forurening. Grunden til at vi kæmper rigtig meget er, at vi skal dokumentere, at der ikke er farlig kemi i nogen af vores materialer. Hvor DNGB-systemet kun handler om visse produkter, går EU-Taksonomien længere og her skal vi også undersøge kemi-indholdet i skruer, gipsplader og sammensatte produkter som vinduer.
Thea forklarer, hvad taksonomien betyder for en leverandør, når hun kommer for at få dokumenteret kemiindholdet i f.eks. et vindue:
– Før en vinduesleverandør kan skrive under på dokumentation, så skal han tjekke alle sine skruer, beslag, maling, fjedre, og hvad end der er i et vindue.
Så leverandørerne skal også skrive ud til producenter af alle underkomponenter for at få at vide, hvad de putter i deres produkter.
Og her støder Thea ind i udfordringer, eftersom det kun er de store virksomheder, med mere end 500 ansatte, som skal rapportere på EU-taksonomien:
– De små virksomheder skal ikke rapportere på taksonomien før 2026, så derfor har de overhovedet ikke taget stilling til den endnu. Det jeg siger til alle vores leverandører, er ”Hvis I undersøger det her og kan stå klar med underskrevne leverandørerklæringer på, at I overholder EU-taksonomien på jeres produkter, så giver det jer en kæmpe markedsfordel fremadrettet.”
– Fordi det her kommer ingen af os udenom og de leverandører der står klar med dokumentationen vinder markedsandele, slutter Thea Hørlyk Nielsen.
Pt. gælder EU’s Taksonomi kun for børsnoterede virksomheder med mere end 500 ansatte ifølge lovgivningen (Enemærke & Petersen er en del af den børsnoterede MTHH-koncern). Men med indførelsen af EU’s rapporteringsdirektiv om bæredygtighed (CSRD) vil EU’s Taksonomi omfatte store ikke-børsnoterede virksomheder og små og mellemstore virksomheder, der er børsnoterede, inden vi når 2026.
Skriv dig op til vores nyhedsbrev her
Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden