Kan der opstår en form for bygge-symbiose mellem en forsker og en nordjysk byggeleder? Muligvis.
I hvert fald har projektleder Mads Undall-Behrend sagt ja til, at Ph.d.-stipendiat Anne Klitgaard fra Aalborg Universitet Build/University College Nordjylland i seks måneder må følge hvert et skridt, han tager på byggepladsen Skallerupparken ved Aalborg.
Anne Klitgaard følger projektlederens hverdag med en forskningsmetode, der hedder shadowing:
– I mit tilfælde er det faktisk ikke Mads, jeg observerer. Det er hans praksis i, hvordan han samarbejder. Det er ikke nok for mig kun at være til byggemøderne, fordi jeg egentlig tror, at en stor del af Mads’ arbejde og beslutninger sker ude på pladsen. Så derfor følger jeg hans fodspor, siger Anne Klitgaard.
En skjult guldgrube i byggeriet
Anne Klitgaard undersøger, hvordan det tværorganisatoriske samarbejde på en byggeplads fungerer. Hun kigger fx på, hvordan parterne arbejder sammen på at finde en løsning, hvornår de forholder sig til kontrakten, og hvornår parterne ser bort fra kontrakten for at finde en bedre løsning.
– Der kan ligge en skjult guldgrube i byggeriets processer. Det spændende for mig er, hvad de gør og ikke gør til hverdag, og hvordan de optimerer deres valg, siger Anne Klitgaard og uddyber:
– Jeg synes, det er dybt fascinerende, at vi ved, at der stadig er noget, som kan forbedres i byggesamarbejdet, men vi kan ikke finde ud af, hvad det præcist er. Det er jo let nok at vidensdele, men hvordan får man mennesker til at arbejde sammen og skabe løsninger? Den viden skal jeg forsøge at indsamle.
En dæmper på pladsen
Anne Klitgaard skriver bevidst på en blok, fordi hun forsøger at fylde mindst muligt, når hun er sammen med byggesjakket. Her ville en computer hurtigt komme i vejen. Og så kan blokken let være i lommen, når Mads Undall-Behrend pludselig beslutter sig for at bevæge sig ud blandt jordbunker og maskiner på byggepladsen.
Lige nu står der både notater om tidsplaner, og kommentarer som ”hun lægger faktisk noget af den dæmper på os”.
– Det svarede Mads, da han blev spurgt om, hvor meget jeg fylder i hans hverdag. Det var en god bemærkning, for det siger noget om, at jeg er faktisk ikke fluen på væggen. Jeg føler mig ikke som en outsider eller træls på nogen måde, selvom det da må være lidt påvirkeligt, at jeg hele tiden er her. Jeg føler mig meget velkommen, siger Anne Klitgaard.
I hælene på projektlederen
Selvom Mads Undall-Behrend til dagligt fokuserer på koordinering af byggesagen i Aalborg, vil han gerne have en forsker i hælene et par gange om ugen.
– Jeg sagde ja til at være med, fordi jeg synes, det kunne være interessant at blive mere bevidst om, hvad jeg egentlig gør på arbejdspladsen. Det er spændende at være en del af noget, du ikke lærer på skolerne, og som du ikke kan læse dig til, siger Mads Undall-Behrend.
Anne Klitgaard har ind til videre fulgt efter Mads Undall-Behrend i to ud af de seks aftalte måneder. En proces, der også har krævet en smule tilvænning for projektlederen:
– I starten havde jeg lidt svært ved, at jeg ikke kunne sætte Anne i arbejde ude på pladsen. Hun var der jo bare hele tiden, fortæller han.
Som tiden er gået, har Mads Undall-Behrend også fået meget ud af deres nyopståede samarbejde:
– Anne har indimellem haft spørgsmål til vores arbejdsproces, hvor hun lige stopper mig og spørger, hvorfor vi gjort dét og dét. Vi sidder faktisk og snakker om rigtig mange ting, så det er en rigtig god proces for mig.
Forsker inspirerer projektleder
Anne Klitgaard fokuserer meget på kommunikation, og det har sat nye tanker i gang hos byggelederen:
– Sproget er vigtigt, så Anne har inspireret mig meget. Det handler både om, hvordan jeg spørger ind til, hvad kollegaerne tænker, så jeg ikke bare selv sidder og tolker, hvad de kommer med, men at jeg forsøger at sætte mig ind i deres tanker, siger Mads Undall-Behrend.
Og selvom det måske skulle friste at kigge Anne Klitgaard over skulderen, så er det endnu ikke faldet ham ind at smugkigge i noterne:
– Det er hendes ting. Jeg spørger bare ind til om hun har styr på det, men en gang imellem tænker jeg da også ’hmmm, hvad får du dog ud af at kigge på mig?’, men hun kan jo bruge det til noget alligevel. Det bliver spændende at se, hvad hun når frem til. Hun er en kvinde med ben i næsen.
Skriv dig op til vores nyhedsbrev her
Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden