1. oktober 2025

Langsigtet samarbejde baner vejen for innovative løsninger i byggeriet

Langvarige og tillidsfulde partnerskaber er afgørende, når byggeriet skal gentænkes og løftes til nye niveauer. Et godt eksempel er samarbejdet mellem Københavns Kommunes bygherreenhed, Byggeri København (ByK), og TRUST – en tværfaglig sammenslutning, hvor Enemærke & Petersen er en central aktør.

Siden 2016 har dette samarbejde dannet grundlag for en række vellykkede offentlige byggeprojekter, hvor fælles viden, helhedsblik og mod til at tænke utraditionelt går hånd i hånd.

 

TRUST består af Enemærke & Petersen, Nøhr & Sigsgaard, KANT Arkitekter, Dominia, Norconsult og GHB Landskab samt en række samarbejdspartnere. Her arbejder rådgivere og udførende tæt sammen, ofte i fælles lokaler, for at finde de bedst mulige løsninger på komplekse byggeopgaver:

– Med TRUST har vi mulighed for at se det store billede og forpligter os til at være involveret tidligt i processen på tværs af mange aspekter. I en traditionel byggesag ville mange af de opgaver, vi nu tager del i, ofte blive betragtet som ‘ikke vores bord’. Men med TRUST bliver det også vores bord, lyder det fra Chris Corneliussen, projektchef i Enemærke & Petersen.

 

Langsigtede løsninger i offentligt byggeri

Samarbejdet med offentlige bygherrer giver mulighed for at tænke i helheder og tage beslutninger med fokus på drift og levetid frem for kortsigtet økonomi.

– Det offentlige har ofte en mere langsigtet og helhedsorienteret tilgang til byggeri. De ser ikke kun på selve byggeriet, men på den langsigtede drift og hvordan bygningen vil fungere over tid. Det betyder, at beslutninger ikke kun træffes ud fra kortsigtede økonomiske hensyn, men med fokus på bygningens fremtidige behov, siger Chris Corneliussen.

Et skoleprojekt med historisk perspektiv

Et eksempel på denne tilgang er renoveringen af Guldberg Skole, som nu står klar til aflevering.

Projektet har budt på tekniske udfordringer, bl.a. fund af asbest i gulvkonstruktionen og svamp i etageadskillelserne. I stedet for at vælge en moderne standardløsning blev der trukket på gamle byggemetoder – nærmere bestemt et nyt lerindskud inspireret af skolens oprindelige konstruktion fra 1887.

 

Løsningen er både fugt- og temperaturregulerende, støjdæmpende og brandsikker, og forventes at holde i mange år, ligesom det oprindelige lag:

– Denne sag har tydeligt vist, hvad et stærkt samarbejde betyder. Jeg har ofte sagt, at et samarbejde først beviser sit værd, når vi står over for en reel udfordring, fx. når vi står med en byggesag med komplekse problemstillinger. Og netop her oplevede jeg, hvordan vi stod sammen og håndterede situationen ordentligt, afslutter Chris Corneliussen.

Tilvalg

Ét element i skolerenovering gav hovedbrud – løsningen blev et overskudsprodukt fra andre byggeprojekter

Læs mere her

Strategiske partnerskaber

Læs mere her

Sådan eliminerede TRUST risici under renoveringen af Holberg Skolen

Læs mere her

TRUST-partnerskabet viste sit værd på renoveringen af Bispebjerg Skole

Læs mere her