Menu

24. februar 2025

Sådan tester forskningsprojekt brandsikkerheden i biogene byggematerialer

Hvordan kan vi bygge med biogene materialer som halm og træ uden at gå på kompromis med brandsikkerhed og bygbarhed? Det er kernen i forskningsprojektet Det biogene montagebyggeri, hvor Enemærke & Petersen bidrager med viden og erfaring fra både byggepladser og industriel produktion.

Byggeriet står for en stor del af den samlede CO2-udledning, og derfor er det afgørende at finde løsninger, der reducerer klimapåvirkningen:

– Målet med projektet er at udvikle og brandteste præfabrikerede byggeelementer med biogene materialer som halm og træ, der har et lavere klimaaftryk, forklarer Anders Sørensen, bæredygtighedschef i Enemærke & Petersen.

 

Vores rolle som entreprenør
Enemærke & Petersen er med i projektet for at undersøge, hvordan biogene materialer kan integreres i præfabrikerede byggeelementer:

– Vi deltager i det her projekt, fordi vi har en stor produktion af byggeelementer på vores byggefabrik i Glostrup – ca. 40.000m2 årligt. Det her er en god mulighed for os til at eksperimentere med, hvordan vi i højere grad kan få flere biogene materialer integreret i dén produktion, siger Anders Sørensen.

På byggefabrikken har byggeleder Nichlas Skovbo og hans team arbejdet med at gøre de biogene elementer bygbare:

– Vi har bidraget med vores viden inden for elementbyggeri. Ud fra det gennemarbejdede projektmateriale har vi taget projektets tanker og omsat dem til fysiske elementer, som kan bruges i virkelige byggeprojekter. Vi har prøvet at lave det så realistisk som muligt, som man også ville gøre det i den virkelige verden, fortæller han.

 

I denne video kan du høre bæredygtighedschef Anders Sørensen og byggeleder Nichlas Skovbo fortælle om hvorfor Enemærke & Petersen deltager i projektet:

 

 

Derfor tester vi biogene materialer
Biogene materialer som halm og træ er ikke nye i byggeriet, men de skal kunne leve op til de nuværende krav om brandsikkerhed og robusthed for at blive en reel mulighed i større skala. Et af de afgørende skridt i processen har været at teste brandmodstanden af de nye facadeløsninger. Brandtesten, udført hos DBI (Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut), giver indsigt i, hvordan de forskellige materialer reagerer under brandmæssige forhold:

– Det er afgørende, at vi har sikkerhed for, at de konstruktioner, vi udvikler, er robuste og lever op til gældende krav. Testene giver os svar på, hvilke materialekombinationer der fungerer bedst, siger Anders Sørensen.

 

Fra forskning til fremtidens byggeri
Resultaterne fra projektet kan få stor betydning for, hvordan vi bygger i fremtiden:

– Meget konkret kan de her resultater fra projektet bruges til at pege på nogle områder, hvor vi kan sætte ind. Jeg snakker ikke om, at vi skal bygge et halmhus i morgen, men hele arbejdet med de her forskellige typer materialer, som vi arbejder med her, er et skridt på vejen i forhold til at begynde at substituere nogle af de materialer, vi har i vores ordinære produktion i dag, siger Anders Sørensen.

Samarbejdet mellem forskere, håndværkere og entreprenører i projektet giver en unik mulighed for at udvikle løsninger, der kan bane vejen for en mere bæredygtig byggebranche:

– For at udvikle os i byggeriet, har vi brug for en sandkasse – et eksperiment som det her – for hele tiden at rykke os. Der er brug for udviklingsmidler og gode samarbejder, hvor vi går sammen – som vi gør i det her projekt, afslutter han.

 

Projektet ledes af CINARK (Center for Industriel Arkitektur) og udføres i samarbejde med DBI (Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut), EcoCocon Danmark, Tækkefirmaet Horneby, Hemmed Tækkefirma og Enemærke & Petersen. Følgegruppen inkluderer repræsentanter fra Miljøstyrelsen, FSB, Rønnow Arkitekter, LETH & GORI og Kasper Køppen, direktør WSCP, Werner Soebek. Projektet er støttet af MUDP under Miljøministeriet.

Skriv dig op til vores nyhedsbrev her

Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden

Bæredygtighed: Så meget koster det at genbruge dit byggemateriale

Læs mere her

Her får du vores 5 bedste råd til din affaldshåndtering.

Læs mere her

Entreprenørkæmper sender 250 håndværkere på ny efteruddannelse i grøn omstilling på byggepladsen

Læs mere her

Projektlederen: Sådan får vi mere genbrug på byggepladsen

Læs mere her