29. september 2025

På Fyns Huse gav små jobs stor effekt – og en vej tilbage til arbejdsmarkedet

På renoveringen af Fyns Huse har Enemærke & Petersen sammen med KAB og Københavns Kommune brugt ordningen om det sociale frikort til at skabe enkle, men meningsfulde småjobs for beboere i KAB-fællesskabet. Småjobs på byggepladsen har vist sig at være en effektiv måde at skabe værdi både for beboerne og for byggepladsens drift.

Fyns Huse i Københavns Nordvest er en omfattende opgave, hvor både logistik og arbejdsmiljø skal gå op i en højere enhed. For byggeleder Nichlas Jordt-Rasmussen blev det samtidig en anledning til at tænke anderledes, og åbne døren til nye muligheder for beboere, der står langt fra arbejdsmarkedet:

– Vi kunne have købt ydelserne andre steder, men det giver god mening for os, at det er beboere, der hjælper os. Som virksomhed kan vi være med til at gøre en forskel, og det giver værdi for os, siger Nichlas.

 

Småjobs med stor betydning
Sammen med KAB fandt Nichlas opgaver, der kunne udføres af frijobbere. Faste runderinger for at sikre, at alle indgange til byggepladsen er låst, og mindre rengøringsopgaver, som sikrer et godt arbejdsmiljø for håndværkerne.

KAB har været en aktiv og praktisk partner i forløbet på Fyns Huse. I praksis har KAB fungeret som ansættelsespart og varetager administrationen, mens kommunen bevilger frikortet; en model, der fjerner de administrative barrierer for Enemærke & Petersen:

– For os handler samarbejdet med Enemærke & Petersen om at gøre frikortet til noget praktisk og sikre, at de administrative rammer er på plads. Vi matcher og varetager ansættelsen, så entreprenøren kan fokusere på driften. På den måde kan vi sammen skabe varige jobmuligheder for beboerne, siger Rikke Tietze Pedersen, der er beskæftigelses- og netværkskoordinator i KAB-Fællesskabet.

 

 

Hurtig gevinst
Nichlas fremhæver tre ting som er vigtige hvis man vil kaste sig ud i et lignende samarbejde:

  • Opgaverne skal være enkle og overskuelige.
  • Der skal være tid til oplæring og dialog.
  • Forløbet skal være langsigtet for at skabe stabilitet.

Enemærke & Petersen tager erfaringerne fra Fyns Huse videre til andre projekter, blandt andet på Generationers Byhus i Ørestaden – også i samarbejde med KAB. Forløbet viser, at frijobbere kan være en reel ressource, når rammerne er tydelige:

– Man skal sætte tid af i starten, men gevinsten kommer hurtigt, når tingene falder på plads, siger Nichlas.

 

En win-win
Fyns Huse er et eksempel på, hvordan det sociale frikort kan gøre en forskel. Ikke kun for den enkelte, men også for byggepladsen og for samarbejdet med bygherre:

– Det er en win-win. Vi får løst vigtige opgaver, og beboerne får en chance for at komme tættere på arbejdsmarkedet. Erfaringerne herfra viser, at sociale hensyn og effektiv drift kan gå hånd i hånd, og det er en model, jeg tror mange flere byggepladser kan få glæde af, afslutter Nichlas.

 

Det socialt frikort giver borgere mulighed for at tjene op til 41.280 kr. skattefrit om året uden modregning i offentlige ydelser (fx kontanthjælp, førtidspension eller boligsikring).

Ordningen har fungeret som forsøgsordning 2019–2024. Fra 1. januar 2025 trådte loven i kraft, og ordningen er dermed permanent.

KAB-Fællesskabet har modtaget 1,5 mio. kr. fra TrygFonden til arbejdet med at udvikle og udbrede brugen af frikortet.
Formålet er øget trivsel og arbejdsrutine for den enkelte og en konkret arbejdsressource for virksomheder.

 

Nyhedsbrev

Skriv dig op til vores nyhedsbrev her

Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden

"*" indikerer påkrævede felter

Betingelser**

Tilvalg

I &os-projekt har et særligt samarbejde skabt værdi på byggepladsen – og på DGNB-kontoen.

Læs mere her

Genbrug i stor skala: Renovering med ansvar i Åhaven

Læs mere her

“Jeg er husmor her i skurbyen”

Læs mere her

“Min vigtigste opgave har været at hjælpe beboerne”

Læs mere her