Menu

“Min vigtigste opgave har været at hjælpe beboerne”

Rosita Ahmadian har været bindeleddet mellem renoveringsfolkene og beboerne på Rosenhøj – og har i de sidste 3 år været den beboerne ringede til, når de stødte på udfordringer.

Renoveringen af Rosenhøj-områdets 27 boligblokke lakker mod enden. I tre år har håndværkere og gravemaskiner været en del af hverdagslivet i Aarhus-forstaden – vi har sat en række af menneskene fra Rosenhøj stævne for at blive klogere på de menneskelige facetter af en omfattende renovering.

Rosenhøj

 

Rosita Ahmadian, projektleder hos Enemærke & Petersen indenfor beboerinddragelse og kommunikation 

”Undervejs i renoveringen af Rosenhøj har jeg været renoveringens ansigt ud ad til – jeg har været bindeleddet mellem renoveringen og beboerne.

Min vigtigste opgave har været at hjælpe beboerne – at kommunikere om alle de ting der sker i forbindelse med renoveringen og hjælpe dem med de udfordringer, de møder undervejs. Jeg er den beboerne ringer til, hvis de har problemer.

En renovering påvirker beboernes dagligdag i lang tid og det er vigtigt, at vi viser, at vi har forståelse for de udfordringer, de møder. Jeg siger altid til dem: Jeg kan ikke fjerne støv og larm, men jeg vil gerne lytte til dig.

Vi holder naturligvis informationsmøder og sætter sedler op, men det er ikke altid lige let at få fat i alle beboerne. En del af mit arbejde har derfor været, at banke på beboernes døre sammen med den boligsociale medarbejder Iben. På den måde fik de sat et ansigt på os og vi sikrede, at alle havde hørt om varslinger og vidste hvilke muligheder der f.eks. var for at få et hvilerum i løbet af dagen.

Vi har haft et tæt samarbejde med de boligsociale medarbejdere og varmemestrene på Rosenhøj – og det havde aldrig fungeret uden det samarbejde. Vi kunne trække på hinanden – f.eks. når jeg talte med beboere, der ikke kunne overkomme at flytte deres møbler, så har jeg ringet til varmemesterne, der så er rykket ud og har hjulpet.

Rosenhøj er et helt andet område i dag. Beton og ensformighed er erstattet af varierede udtryk og grønne opholdssteder som appellerer til, at beboerne kommer ud og bruger dem. Jeg oplever, at beboerne er stolte og glade for deres område og fordi de har været igennem en langvarig renovering, vil de gerne passe godt på det.”

Rosita Ahmadian har undervejs i renoveringen delt sin tid mellem Enemærke & Petersen, Wicotec Kirkebjerg og Boligforeningen Aarhus Omegn – og været ansat af alle tre.

Skriv dig op til vores nyhedsbrev her

Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden

“Vi viste tillid ved at give dem nøglerne til skurvognen”

Læs Frank's historie

“Jeg er husmor her i skurbyen”

Få Nadifo's historie her

“Det har vist været min rolle at overbevise folk om, at det her bliver godt”

Læs Gunni's historie

“Håndværkerne har været gode til at småsnakke – og det betyder meget for de ældre”

Få Kirsten's fortælling