Region: Sjælland
Oprettet: 01. juli, 2025
Ansøgningsfrist: 01. september, 2025
Lokation: Ingen lokation(er) angivet
Erhvervs-ph.d.-projekt: Præfabrikation som løftestang for regenerativt byggeri
Enemærke & Petersen (Enemærke & Petersen) har i samarbejde med Syddansk Universitet (SDU) modtaget støtte fra Innovationsfonden til gennemførelse af et erhvervs-ph.d.-projekt, der skal undersøge, hvorvidt en præfabrikationsstrategi kan fungere som løftestang for at modne anvendelsen af biogene materialer og bidrage til en regenerativ omstilling i byggebranchen.
Omstilling til en regenerativ byggebranche
Brugen af biobaserede byggematerialer er nødvendigt, hvis byggebranchen skal kunne opfylde Parisaftalens mål om klimaneutralitet. Biobaserede byggematerialer er centrale i udviklingen af en ny regenerativ byggeskik, der aktivt genopretter økosystemer og bidrager positivt til klimamæssig og menneskelig trivsel.
Der er dog væsentlige barrierer mod omstillingen til en regenerativ byggebranche. Særligt er manglen på standarder og alment teknisk fælleseje en udfordring, som gør det både omkostningstungt og risikofyldt for virksomheder at udforske nye løsninger. Udviklingen af fælles branchestandarder er dog en langsommelig og politisk proces, der ikke nødvendigvis resulterer i de mest effektive løsninger eller formår at imødekomme branchens umiddelbare behov og de stadig hurtigere fremskridt inden for teknologi og materialer.
Med henblik på at accelerere omstillingen til en regenerativ byggebranche, hvor biobaserede materialer er et reelt alternativ til konventionelle CO2 intensive mineralske materialer, er der derfor behov for at udvikle nye produktions- og forretningsprocesser, der gør det muligt for virksomheder at eksperimentere med og modne løsninger, der ellers indtager nichepositioner på markedet.
Erhvervs-ph.d.-projektets indhold
I erhvervs-ph.d.-projektet undersøges det, hvordan det er muligt at anvende præfabrikation som løftestang til at udvikle og modne anvendelse af biobaserede materialer i byggebranchen. Projektet vil afdække følgende tre områder:
- Hvilke faktorer påvirker anvendelsen og udbredelsen af biobaserede materialer i et branchemæssigt perspektiv, og hvordan kan præfabrikation konceptualiseres som en løsning på udfordringerne?
- Hvordan kan E&Ps fokus på biobaserede materialer styrkes gennem udvikling af regenerative organisatoriske strategier, strukturer og praksisser, og hvilken roller spiller præfabrikation i denne sammenhæng?
- Hvordan kan E&P markedsføre præfabrikerede biobaserede løsninger som troværdige alternativer til konventionelle løsninger og understøtte udviklingen af et marked for regenerativt byggeri?
Teoretisk er projektet forankret i krydsfeltet mellem transitionsstudier og organisationsstudier, og undersøgelsen vil have karakter af et kvalitativt casestudie med anvendelse af etnografisk inspirerede metoder. Kendskab til samfundsvidenskabelige teorier og kvalitative metoder er derfor en forudsætning.
Videre vil den praksisnære forskning, hvor der foretages feltarbejde, kræve viden om og evne til at begå sig i en dansk byggepladskontekst. Vi ser derfor gerne, at ansøgere, ud over en relevant kandidatgrad, har en baggrund fra den udførende del af byggebranchen. Endvidere skal ansøgere beherske engelsk i skrift og tale på højt niveau.
Erhvervs-ph.d.-projektets gennemførelse
Projektet forventes igangsat senest 1. november 2025 og vil have en varighed af 3 år. Ansættelsesstedet vil være Enemærke & Pedersen i Ringsted. Vejlederteamet fra Enemærke & Petersen består af bæredygtighedschef Anders Sørensen som virksomhedsvejleder og Produktionssupportchef John Engelstrup. På SDU vil du blive indskrevet på ph.d.-skolen ved Det Tekniske Fakultet på Syddansk Universitet i Odense med lektor Stefan Christoffer Gottlieb som hovedvejleder og adjunkt Nicolaj Frederiksen som medvejleder. Der kan forventes tilstedeværelse begge steder. Et udlandsophold er planlagt ved University of Twente i Holland.
Du vil desuden blive tilknyttet netværket Towards a Regenerative Built Environment (REGEN), som er etableret i regi af BLOXHUB. Her er der en forventning om, at du aktivt deltager i netværkets møder og aktiviteter med henblik på at styrke udviklingen af regenerativt byggeri i Danmark.
Lyder dette som en spændene udfordring, kan du ansøge inden 1. september 2025. Du er velkommen til at kontakte Anders Sørensen (Enemærke & Petersen) vedr. spørgsmål til projektets praktiske gennemførelse og ansættelse. Har du spørgsmål til projektets indhold, herunder teori, metoder, ansøgningen, etc. kan du kontakte Stefan Gottlieb.
Ansøgningen
Vi skal have din ansøgning inden 1. september 2025:
- En motiveret ansøgning (1 side) med begrundelse for ansøgning og kvalifikationer i forhold til stillingen
- En faglig beskrivelse (1 side) med dine overvejelser vedr. hvordan du kunne forestille at gribe ph.d.-projektets indhold og gennemførelse an, herunder anvendelse af teori og metoder. Vi gør opmærksom på, at denne projektbeskrivelse skal skrives på engelsk
- Curriculum vitae inklusive personoplysninger
- Kopier af relevante eksamensbeviser (bachelor- og kandidatgrad) inkl. karakterudskrifter.
- Karakterberegningsskema (https://innovationsfonden.dk/sites/default/files/2018-09/skabelon-erhvervsphd-karakterberegningsskema-16-03-2015.xls)
- Bemærk Innovationsfondens krav til ansøgere, som du finder her: https://innovationsfonden.dk/sites/default/files/2025-01/01.01.2025_Retningslinjer%20Erhvervs-ph.d..pdf
Kontakt for yderligere oplysninger
Spørgsmål vedr. projektets praktiske gennemførelse kan rettes til Bæredygtighedschef Anders Sørensen (Enemærke & Petersen): aso@eogp.dk
Spørgsmål vedr. projektets indhold, herunder teori, metoder, etc. kan rettes til Lektor Stefan Christoffer Gottlieb (SDU): sgot@iti.sdu.dk, +45 21 43 85 83.