Menu

7. september 2020

Danmarks smukkeste affaldsskur har fået vokseværk

Tømrersjakket på Smedeland har effektiviseret produktionen af genbrugsskuret NÆSTE og skåret en uge af præfabrikationstiden. ”Vi bliver hele tiden klogere og mere effektive,” siger serviceleder Nichlas Rasmussen.

På den 6000 m2 store byggefabrik Smedeland bliver træet hejst sikkert op med kroge og kraner. Et modul hænger og vipper stille frem og tilbage et par meter oppe i luften, så håndværkeren lettere kan skubbe det fremad.

– Vi plejer at sige, at skuret gennemsnitligt vejer 140 kilo pr. kvadratmeter. Så vi har brug for kranerne til at flytte modulerne rundt i hallen, siger Nichlas Rasmussen.

Nichlas Rasmussen er serviceleder og arbejder til dagligt på byggefabrikken Smedeland i Glostrup, hvor han er en del af det team, som præfabrikerer de moduler, som bruges til at skabe genbrugsskuret Næsteskur. Skurene bygges af affaldstræ fra byggepladser og blev skabt i samarbejde med Krydsrum Arkitekter i 2018. Siden produktionsopstarten af Næsteskur har håndværkerne på Smedeland præfabrikeret fem skure, som benyttes til alt fra affaldshåndtering til undervisning.

– Da vi startede arbejdet i 2018, brugte vi lidt mere end tre uger på at præfabrikere elementerne. Nu er vi nede på to uger, så bliver hele tiden hurtigere, siger Nichlas Rasmussen.

Effektiviseringen skyldes bl.a. at tømrersjakket hele tiden bliver bedre til at tænke ud af boksen og finde løsninger:

– Vi bliver hele tiden klogere og mere effektive, når vi bygger skurene. Så vi sparer tid og holder omkostningerne nede, men skurene får også en større håndværksmæssig kvalitet. Tømrerne har været med fra start, så de har en unik viden. De kan se løsningerne, og det gør både processen hurtigere og sjovere, siger Nichlas Rasmussen.

Serviceleder Nichlas Rasmussen på Smedeland

Fra byggeaffald til arkitekttegnet skur

Næsteskur bygges af genbrugstræ af høj kvalitet fra byggepladser, som ellers var blevet sendt til afbrænding. Tømmeret har en restlevetid på 30-50 år, og gennemsnitligt spares der mellem 3-18 tons CO2 sammenlignet med de konventionelle løsninger. Samtidig består Næsteskur af mellem 90-95 pct. genbrugte materialer.

– Det gør uden tvivl processen lettere, at vi har Smedeland. Det er langt hurtigere at bygge moduler herude, end at stå ude hos en kunde og skære træet op og bygge det fra bunden. Herude har vi kraner til at løfte elementerne, og vi har trucks til de store bjælker. Når vi så har gjort modulerne klar på Smedeland, så står der et fedt skur to uger efter, siger serviceleder Nichlas Rasmussen.

 

NÆSTE indsamler det kasserede træ på byggepladser, hvorefter det sendes til Smedeland. På Smedeland sorteres træet efter størrelse, og det renses for søm, skruer og beslag. Herefter skæres det op på savværket, og præfabrikationen af modulerne påbegyndes. De færdige moduler transporteres herefter ud på fx en skole, hvor det monteres og bliver til et moderne genbrugsskur.

 

Det traditionelle håndværk i fokus

Den håndværksmæssige fremgangsmåde bag skurene er inspireret af gamle dyder, hvor opbygningen efterligner måden, man sætter bindingsværk sammen på. Dog har håndværkerne fundet ud af, at det tager for lang tid af skære tapper og huller i træet, så nu skrues tømret sammen.

Tømrer Jesper Melskens arbejder lige nu med monteringen af tre skure på Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg, der hver især måler 130 m2. For ham er det særligt det håndværksmæssige, der gør det sjovt at arbejde med skurene.

– Rigtig meget at tømrerfaget i dag er ren montage, men med den her opgave får vi lov til at bygge tingene selv. Vi får lov til at skære tømmeret op, og det har jeg aldrig prøvet før på en arbejdsplads. Det er fedt, siger Jesper Melskens og fortsætter:

– Meget af det træ, vi får lov til at arbejde med i dag, er hurtig groet spærtræ, men her arbejder vi med fuldtømmer. Det er kvalitetstræ, der har fået lov til at vokse langsomt, og det kan tåle lidt mere. Vi får virkelig lov til at bruge vores håndværk, og resultatet er flot. Så bliver man da også stolt af sit arbejde.

Serviceleder Nichlas Rasmussen er også sikker på, at blandingen mellem den håndværksmæssige kvalitet og det bæredygtige perspektiv kommer til at præge arbejdet på byggefabrikken i Glostrup i fremtiden:

– Jeg mener sagtens, at man kan benytte genbrugstræ til andre ting end skure. Det kunne være fx borde og bænkesæt. Vi skal blive meget bedre til at genbruge i byggeriet. Lige nu er vores genbrugsskure unikke, fordi der endnu ikke et særlig meget genbrug i byggeriet. Det skal vi som branche lave om på, siger Nichlas Rasmussen.

Enemærke & Petersen satser stærkt på medarbejdernes kompetencer

Læs mere her

Bæredygtighed: Så meget koster det at genbruge dit byggemateriale

Få historien her

Bæredygtighedschefen: Dét her betyder, at hele byggebranchen skal rykke nu

Få historien her