Menu

10. marts 2022

Aarhus: Beboernes oplevelse af renoveringen er afgørende – derfor fandt vi på de her to løsninger 

En boligrenovering kan være en hård periode for beboerne med støj, støv og udearealer, der bliver inddraget til byggeplads. På Klostervangen i Århus fandt Enemærke & Petersens byggeteam på to løsninger, der tilgodeser beboernes hverdag.

En renovering kan give mange forstyrrelser i beboernes hverdag, særligt når man skal renovere både indvendigt og udvendigt.  Det er netop tilfældet i et af Danmarks ældste betonelementbyggerier, Klostervangen. Her bliver 380 lejligheder renoveret som led i en helhedsplan for området, som Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) har iværksat. Enemærke & Petersen står for renoveringen af facader og altaner.


Løsningen, der sikrede beboernes køkkener

Som led i renoveringen skal der monteres vinduer i gavlene, og når der skæres hul i betonen, betyder det støv og skæreslam. Derfor sætter entreprenøren ofte en støvvæg op i lejlighederne, der kan bestå af en trækonstruktion monteret med plastic.

-Vores erfaring er, at en traditionel støvvæg ikke skærmer så godt, og samtidig optager den plads i lejligheden. Derfor fandt vi på en ny løsning, som er en støvboks, forklarer Rosita Ahmadian.

Støvboksen lukker helt af for støv og skidt i beboernes lejligheder, mens der skæres hul i gavlen. Boksen er lavet af to krydsfinérplader, der er monteret på væggen med en tætningsramme i mellem, så den er helt tæt.

– Støvboksen optager ikke kvadratmetre i beboernes køkken, da den hænger på væggen. Fordelen med støvboksen er også, at den værner om privatlivet, da der med boksen ikke er indkig til lejlighederne fra stilladset. Dermed kan beboerne bruge deres køkkener på normal vis, siger Rosita Ahmadian.

Støvboksene er monteret 3-4 måneder i hver gavllejlighed, hvorefter de nye vinduer monteres.

Løsningen, der sikrede beboernes vej til og fra boligerne

Renoveringen af Klostervangen foregår helt op til 16. sals højde, og derfor skal der tages særlige forholdsregler for, at sikkerheden er i orden både inden- og udenfor byggepladsen.

På Klostervangen betyder renoveringen, at nogle beboere må en omvej udenom byggepladsen for at komme hen til deres opgangsdør.

-En morgen blev vi opmærksomme på, at trådhegnet til byggepladsen var blevet flyttet, så man kunne tage en genvej gennem byggepladsen, og det måtte stoppes med det samme, siger Peter Jacobsen fra Enemærke & Petersen, der også er projektleder på Klostervangen.

Enemærke & Petersens byggeteam etablerede derfor et pladehegn mellem byggeplads og indgangspartierne på boligblokkene, som ikke kunne flyttes. Derved blev der skabt en sikker, om end en lidt mørk passage.

-Derfor kom vi på den idé at bore huller langs hele pladehegnet, så der kan komme lys ind til indgangspartierne. Samtidig kan beboerne kigge ud på byggepladsen og følge med i renoveringen, slutter Peter Jacobsen.

Den udvendige renovering af de to boligblokke på hhv. 11 og 16 etager består af robusthedssikring, montering af fiberbeton facadeelementer, montering af gavlvinduer og montering af skydevinduer på altanerne. Renoveringen startede i april 2020 og forventes afsluttet i september 2022.

 

 

 

 

 

 

 

Skriv dig op til vores nyhedsbrev her

Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden

Renovering i tæt bebygget område: Her er fem ting, du skal huske

Læs mere her

Produktivitet: Vi skal have mest muligt renovering for pengene

Få historien her

Sådan styrker vi trygheden i udsat boligområde

Læs mere her