Da Københavns Kommune i 2016 udbød to strategiske partnerskaber var det et nybrud i byggebranchen. I det største af de to udbud til over 2 mia.kr. skulle det samme team bygge og renovere en række skole- og daginstitutionsprojekter over en årrække. Det blev vundet af et byggeteam, som i dag består af Enemærke & Petersen, Sweco, Nøhr & Sigsgaard, Dominia, Norconsult, Lytt Architecture, Kragh & Berglund og Rekommanderet.
I dag genvandt dette team så det strategiske partnerskab og det er en glad Henrik Mielke, adm. direktør for Enemærke & Petersen, som bekræfter:
-Vi er beærede over, at TRUST-teamet er blevet tildelt Københavns Kommunes strategiske partnerskab. Byggeri København tog for godt seks år siden et modigt valg og lancerede Danmarks første strategiske partnerskaber. I dag står vi med over 40 færdige TRUST-projekter og en masse viden og læring samlet i et formidabelt team. Vi er stolte over, at Byggeri København betror os at skubbe samarbejdet ind i en ny fase. Det bliver ikke ”business as usual”, det bliver med et skarpt blik på, hvordan vi forbedrer og videreudvikler partnerskabsformen.
Næste niveau
Der er også masser af glæde og taknemmelighed at spore hos manden, der har styret ByK med TRUST-partnerskabet i de sidste fem år, partnerskabsdirektør Kim Thinggaard:
-En stor tak til Byggeri København for tildelingen af det næste strategiske partnerskab – det er en festdag på TRUST-kontoret, som vi har kæmpet hårdt og intensivt for. Vi har de sidste fem år haft en stærk bygherre, som har villet det interessebaserede samarbejde, og som har forpligtet sig til partnerskabet. De har investeret en masse energi i, sammen med os, at få forandringen til at blive en succes. Vi glæder os meget til at løfte partnerskabet til næste niveau i fællesskab.”
Ambitiøst fokus
Markedschef i Sweco Uffe Bay-Smidt fortæller, at det næste partnerskab vil fokusere på flere områder:
-De sidste fem år har vist os, at integreret rådgivning herunder også entreprenørrådgivning skaber projekter, som afleveres til den aftalte tid, økonomi og kvalitet. Vi har bevist, at et tæt tværfagligt samarbejde mellem byggeriets parter kan sætte nye standarder for branchen. Det nye partnerskab kommer til at have et virkeligt ambitiøst fokus på fx genanvendelse af byggematerialer, affaldsminimering og DGNB-certificering. Vi håber og tror på, at vi igen kan være med til at flytte branchen.
Et kæmpe potentiale i samarbejdsform
Berit Thorup, rådgivningschef i TRUST glæder sig til at udfolde potentialet i partnerskabet på et nyt niveau:
-Vi har i fællesskab udviklet en unik samarbejdsform, der forsat har et kæmpe potentiale – det brænder vi for at udforske i de kommende år. Vi er utrolig stolte over, at vi sammen med ByK skal optimere og udvikle reel bæredygtighed i dette næste trin af de strategiske partnerskabernes udviklingsrejse.
Skriv dig op til vores nyhedsbrev her
Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden