Da senior projektchef i Enemærke & Petersen, Jan Ehlers, kom ind på Arena Skole og Fritid, var det ikke muligt bare at tage projektmaterialet og lægge en plan for de sidste arbejder.
Der var allerede registreret en række fejl og mangler, men det var nødvendigt at undersøge, hvad der var udført, hvad der skulle udbedres, og hvad der gemte sig bag de overflader, der allerede så færdige ud. De første måneder gik derfor med at skabe et overblik over projektet:
– Det har været detektivarbejde at undersøge og finde ud af. Vi har ikke kunne kigge i beskrivelsen og sige, ”der står det her”. Vi har skulle undersøge over 18.000 kvadratmeter for at finde ud af, hvad der var løst, og hvad der skulle gøres noget ved. I den forbindelse har vi kunne trække på bygherre og rådgivers viden, da de har været med fra start, fortæller Jan Ehlers.

Over 5.000 brand-lukninger
Det viste sig hurtigt, at der var forhold, som krævede mere end en gennemgang af dokumentationen. Samtlige 5.000 brand-lukninger er blevet kontrolleret, og da mange af dem ligger bag ventilationskanaler, kabelbakker og varmerør, kunne en forholdsvis lille udbedring udvikle sig til en langt større opgave:
– For at komme op og udføre en lukning, som måske reelt set tager to timer, kan vi bruge en hel uge på alt det andet. Så skal vi have ventilationen ned, have det hele skilt ad, lave brand-lukningen og så have det hele tilbage igen.
Når løsninger skal findes undervejs
Jan oplever, at den relation, Enemærke & Petersen og Københavns Kommune har opbygget gennem mange års samarbejde i det strategiske partnerskab Trust II, også har haft betydning på byggeprojektet:
– Vi har haft en god dialog hele vejen igennem. Det har blandt andet været muligt at træffe beslutninger undervejs og finde løsninger når virkeligheden har vist sig anderledes end forventet. Og når noget uventet er dukket op, har vi kunne sætte os sammen og sige: Hvad gør vi herfra? Hvad giver bedst mening?

En anderledes arbejdsform
Arena Skole og Fritid er nu i den afsluttende fase. Der bliver gennemført test af blandt andet ventilation, gasinstallationer og de tekniske installationer i svømmehallen, mens de sidste arbejder bliver færdiggjort. Den løbende afdækning af byggeriet har gjort det nødvendigt at arbejde anderledes, end man normalt ville gøre på et nybyggeri. Når ny viden hele tiden ændrer billedet af opgaven, kan man ikke nødvendigvis planlægge sig hele vejen frem fra begyndelsen. Der skal være plads til at træffe en beslutning og justere, når forudsætningerne ændrer sig:
– Hvis vi var gået til det her som et klassisk nybygprojekt, så var det ikke lykkedes. Vi har været nødt til at være agile og hele tiden sige: Nu er det sådan her, hvad gør vi så? Så finder vi ud af det og går videre. Og det synes jeg, at vi er lykkes godt med.
Københavns Kommune forventer af Arena Skole og Fritid kan slå dørene op til den nye skole efter efterårsferien i år.

Nyhedsbrev
Skriv dig op til vores nyhedsbrev her
Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden
"*" indikerer påkrævede felter