Kommunerne er udfordret på økonomien samtidig med, at der er stort behov for at udvikle velfærden og tilpasse ejendomsporteføljen. Hørsholm Kommune står bl.a. overfor at udvide kapaciteten på daginstitutionsområdet og ønsker at arbejde målrettet med det gode børneliv. Sammen med bæredygtighed er det centrale temaer i det nye strategiske byggepartnerskab. Et samarbejde der sikrer stærk faglighed og som Hørsholm Kommune forventer at benytte til bygge- og renoveringsprojekter over de næste 4-6 år.
Brugertilpasset og mere bæredygtigt byggeri
Borgmester Morten Slotved peger på, at der i strategiske partnerskaber ligger en oplagt mulighed for at optimere bygge- og brugerprocesser:
– I Hørsholm Kommune ser vi mulighed for at samarbejde os til bedre, brugertilpasset og mere bæredygtigt byggeri. Vi vil via HØST udvikle en samarbejdsmodel, der er tilpasset Hørsholms specifikke behov og samtidig styrker kommunen som arbejdsplads. Vi er ikke den største kommune, men vi er ambitiøse – og vi håber, at der er andre mindre kommuner, der lader sig inspirere.
Bringer partnerskabserfaringer med sig
HØST står for Hørsholm Kommunes Strategiske Team og består af entreprenør Enemærke & Petersen, arkitekt Nøhr & Sigsgaard, ingeniør Dominia og landskabsarkitekterne Kragh & Berglund et team, der kommer til at samarbejde tæt med kommunens bygherreorganisation. Teamet kender allerede hinanden godt, fortæller partnerskabsdirektør Morten Enkebølle fra Enemærke & Petersen: -Vores team kommer med omfattende erfaring fra det strategiske partnerskab TRUST II, som løser byggeprojekter for Københavns Kommune. Her har vi oplevet, at partnerskabet er en af nøglerne til at løse mange af de udfordringer, som findes i byggebranchens klassiske strukturerer. I dag er vi kommet så langt, at vi forstår de processer og mekanismer, der er grundvilkårene for et arbejdsfællesskab, der skaber værdi for alle i partnerskabet. Vi er glade for at få lejlighed til at bære denne erfaring og helt særlige tilgang ind i samarbejdet med Hørsholm kommune.
Skriv dig op til vores nyhedsbrev her
Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden