Opførelse af en ny skolebygning for at øge kapaciteten og udvide Skolen i Sydhavnen. Skolen skal huse områdets mindste og største børn i henholdsvis en nyetableret daginstitution samt udskoling. Den nye bygning er en udvidelse af den eksisterende Skolen i Sydhavnen i en selvstændig bygning. Projektet er udført i det strategiske partnerskab, TRUST, som håndterer Københavns Kommunes skole- og institutionsbyggeri.
Én bygning – der tilgodeser både de mindste og de største børns behov
Visionen for det nye projekt har været at skabe en bygning, der med sin udformning, disponering og materialeholdning skaber rammer, som både tilgodeser de mindste børns behov for udforskning og leg samt de største børns behov for udvikling og læring. For at tilgodese de individuelle behov er der skabt to meget forskellige udendørs fællesarealer.
Stueetagen – her er plads til de større børn i udskolingen
Skolen er placeret på de første etager, og i stueetagen er der etableret et nytænkende læringsrum med lege- og læringsøer. Her er der mulighed for, at de største børn både kan bevæge sig og få brændt noget energi af, mens der også er plads til at fordybe sig på små grønne lærings-øer.
De øverste etager – her er daginstitutionen med udearealer
Daginstitutionen er fordelt på to etager med udearealer over tre etager. Udearealet over etagerne, der kaldes for Væksthaverne, bindes arkitektonisk sammen med en stor samlende pergolakonstruktion, som har gjort det muligt at plante slyngplanter, der over tid vokser sig store og gør væksthaverne til et trygt og grønt udemiljø.
Udearealer til daginstitutionen
På bygningens tagflade er daginstitutionens udearealer placeret. De er skabt som en legende verden hævet over byen, hvor beplantning vokser sig op langs tagfladen fra niveau til niveau og skaber børnenes eget univers. På tværs løber mindre stier og bakkelandskaber med plads til spejlvægge, boldvægge, sættekasser, klatrevægge og mindre kighuller ud til verden omkring.
Fakta:
Bygherre: Byggeri København
Arkitekt: Sweco Architects og Nøhr & Sigsgaard
Ingeniør: Dominia og Norconsult
Entrepriseform: Totalentreprise
Kontraktsum: Kr. 216 mio.