Menu

29. august 2024

Projektchef: ”Det her er noget, vi kan tage med os videre og bruge som inspiration i fremtidige projekter”

Byggesager kan være forbundet med forsinkelser, udfordringer og frustrationer for både bygherre og beboere. Men på Fortunen Øst i Lyngby afleverer projektchef Tim Arildskov nøglerne tilbage et halvt år før tid med stor tilfredshed. Nu fortæller han, hvad han har lært i processen.

En samarbejdsmodel der virker
Fortunen Øst er det første projekt i byggepartnerskabet &os, hvor alle parter har været med fra start til slut. Projektchef Tim Arildskov peger på, at et centralt element i succesen har været det gode samarbejde mellem bygherre, ejendomskontoret og håndværkere:

– Det har været en kæmpe fordel, at ejendomskontoret på Fortunen Øst tidligt købte ind på idéen om at deltage aktivt i projektet. Det har lettet byggeprocessen og sikret, at eventuelle problemer blev opdaget og løst tidligt. Selvom det har givet dem mere arbejde, er de meget tilfredse, fordi de nu har en opdateret status på alle boligerne. Fordi de har taget ansvar for nøglehåndtering og beboerkontakt, har det også givet beboerne en tryghed i processen, forklarer Tim.

 

Omfattende renovering
Byggesagen Fortunen Øst er en omfattende renovering af 314 boliger med fokus på PCB-sanering. Saneringen involverede fjernelse af vinduespartier, hvor PCB-fuger havde sivet ud i betonen. Processen omfattede fjernelse af gulv i lejligheden, opbygning af nye vinduespartier med skydedøre, og installation af nye radiatorer og altangulve. Det betød en betydelig indgriben i beboernes bolig:

– Vi var inde i samtlige boliger, og det kunne være en stor omvæltning – både for dem der valgte at blive genhuset, og for dem der valgte at blive boende, mens arbejdet var i gang. Også her tog ejendomskontoret ansvar og sikrede, at boligerne var klar til, at vi påbegyndte arbejdet – til tiden, fortæller Tim.

 


(Artiklen fortsætter efter billedet)

 

Uforudsete problemer
En af de største udfordringer i byggeprojekter er håndteringen af uforudsete problemer. På Fortunen Øst har samarbejdet mellem alle parter været præget af en fælles vilje til at finde løsninger frem for at fokusere på fejl:

– Vores underentreprenører har været utroligt løsningsorienterede og aktivt bidraget med forslag til optimering af arbejdet. Det har været en kæmpe faktor i vores succes, understreger Tim og fortsætter:

– I opstartsfasen lavede vi prøveboliger og -opgange, hvor vi opdagede og løste udfordringer, allerede inden det egentlige byggearbejde gik i gang. Det sikrede, at vi kunne optimere arbejdsgangene og minimere uforudsete problemer. Vi vidste præcis, hvad vi gik ind til, da vi gik i gang, hvilket gjorde det muligt at skære et halvt år af tidsplanen, siger Tim.

 

Vidensdeling og fremtidige projekter
Erfaringerne fra Fortunen Øst vil nu blive brugt i fremtidige projekter:

– Vi har allerede brugt erfaringerne fra Fortunen Øst i andre projekter, som f.eks. projektet Valby Ejendomme, hvor flere af de samme underentreprenører er med. Vi prøver at huske, at opstarten på Fortunen Øst også var udfordrende, men at vi med tiden fik styr på processen og opnåede en stor succes, fortæller Tim.

 

Selvom Fortunen Øst var et komplekst projekt med mange boliger og forskellige udfordringer, viser det, at med den rette tilgang, tæt samarbejde og en løsningsorienteret holdning, kan man opnå imponerende resultater:

– Opskriften på en succesfuld byggesag i et byggepartnerskab er klart samarbejde, fleksibilitet og tidlig indsats for at identificere og løse problemer. Det er noget, vi kan tage med os videre og bruge som inspiration i fremtidige projekter.

Skriv dig op til vores nyhedsbrev her

Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden

Byggepartnerskabet &os – strategisk partnerskab med KAB

Læs mere her

KAB’s byggepartnerskab afleverer de første færdigrenoverede lejligheder

Læs mere her

Første sag i Byggepartnerskabet &os er skudt i gang

Læs mere her