I Silkeborg skal der opføres 72 ejerboliger i varierende størrelser fra 75 til 220m2, og det er en spændt Michael Kühn Thomsen, projektudviklingschef i Enemærke & Petersen, der ser frem til endnu et ejendomsudviklingsprojekt:
– Boligprojektet på Vestre Ringvej er det næste projekt af slagsen for Enemærke & Petersen, hvor vi står for hele udviklingsprocessen. Vi har arbejdet med projektudvikling af boliger for private aktører i en årrække i Enemærke & Petersen, og i 2023 tog vi første spadestik på ejendomsudviklingsprojektet i Kildebjerg Ry. Efter succesen dér, er vi klar til at kaste os over endnu et velbeliggende udviklingsprojekt.
God beliggenhed og unikt byggeri
Den sydvendte beliggenhed på Vester Ringvej, giver projektet udsigt til både sø og skov – og der er arbejdet på at det passer ind i både miljø og landskab, fortæller Michael Kühn Thomasen og uddyber:
– Boligerne skal bygges på en kuperet grund. Vi har haft en god dialog med Silkeborg kommune om at skabe et projektet, der bliver tilpasset til terrænet – og ikke omvendt. Samtidig har vi kunne tilgodese flere af de ønsker der er fremsat af naboerne i den foregående lokalplansproces – og det er vi glade for.
Boliger til en bred målgruppe
De 72 boliger er tegnet af arkitektfirmaet Loop, og når de står færdige, vil der være noget for enhver smag:
– Boligerne er bygget til en bred målgruppe. Når de kommer i slutsalg, vil der både være boliger til enlige, familier og seniorer, fortæller Michael Kühn Thomsen.
Hverken det første – eller det sidste
Udviklingsprojektet er som nævnt ikke det første for entreprenøren – men det er heller ikke det sidste. For Enemærke & Petersen handler det om at identificere muligheder for ejendomsudvikling og så gå ind i dem på den måde, der giver mening for forretningen, fortæller afdelingschef for projektudvikling Torben Brix:
– I vores forretning går vi ind i projekt- og ejendomsudvikling på en række forskellige niveauer: Vi kan gå ind helt tidligt i de kæmpestore boligprojekter, som vi gjorde på Køge Kyst eller bofællesskabet Sjællandsk Muld, og være sparringspartner for f.eks. pensionskasserne eller arbejde sammen med projektudviklingsteamet hos MT Højgaard Property Development, som vi har gjort på nybyggeriet af Kildegården i Roskilde. Og nu går vi så også ind og finder og arbejder med grundstykker, vi selv ønsker at udvikle.
Købsaftalen på ejendommen er indgået med et privat selskab, administreret af Jacob Thorbjørn, og der afventes en endelig godkendt lokalplan i december 2024. Erasmus & Partnere samt ingeniørfirmaet Sori er hyret ind som ingeniør. Projektet forventes at gå i jorden i andet kvartal af 2025.