”Jeg er meget stolt over, at Holbergskolen er blevet kåret som Årets Skolebyggeri 2019. Københavns folkeskoler har gennem de senere år fået et kæmpe løft – vi har sat penge af til at helhedsrenovere knap 60 skoler, vi har bygget nye, flotte skoler og vi har styrket den faglige kvalitet. Det har båret frugt, og i dag vælger flere og flere folkeskolen. Tillykke til Holbergskolen med den flotte pris!” udtaler overborgmester Frank Jensen om kåringen af Holberg Skolen, som han også fejrede i et opslag på Facebook.
Fagjuryen: Respekt for det oprindelige byggeri
Over 1300 mennesker har været inde og stemme på Holbergskolen i en webafstemning og en fagjury har ligeledes peget på Holbergskolen som det bedste skoleprojekt i 2019: “Der er gjort meget for at udvikle skolens rum med respekt for den oprindelige bygning, både mht. valg af gulvbelægning, vinduer og lofter. Således bærer renoveringen præg af at være foretaget med en klar æstetisk sans for deltaljer, materialer og farver i sammenhæng med skolens funktioner, krav og anvendelse. Projektet kombinerer på fineste vis respekten for det oprindelige byggeri og den tids holdninger til skole, didaktik og pædagogik – og så moderniseringen i en bygningsmæssig optimering og anvendelse, som matcher nutidens behov. Som renoveringsprojekt – superflot.” udtaler fagjuryen
Prisen for Årets Skolebyggeri blev uddelt på Nohrcons konference “Fremtidens skole og læringsrum” d. 2. oktober 2019 og vinderprojektet blev valgt blandt i alt fem nominerede. Holbergskolen blev færdiggjort i sensommeren 2019 og er et projekt under det strategiske partnerskab TRUST.
Skriv dig op til vores nyhedsbrev her
Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden