Sammen med Aarsleff, CG Jensen, NCC og MT Højgaard Danmark, har Enemærke & Petersen det sidste halve år arbejdet på at udvikle en fælles skabelon for indsamling af data fra leverandører. Arbejdet er sket i samarbejde med Dansk Standard, som nu udgiver dokumentet som en officiel publikation med navnet DS/INF 21104:2026.
– Målet har været at skabe en fælles struktur for de data, som entreprenører skal bruge i arbejdet med klimaregnskaber og bæredygtighedsrapportering, siger ESG-ansvarlig i Enemærke & Petersen, Heidi Reynolds.
Et fælles svar på en fælles udfordring
Kravene til dokumentation og rapportering er steget markant de senere år. Samtidig oplever mange leverandører, at de bliver mødt af forskellige krav og formater fra forskellige entreprenører.
Det skaber unødigt komplekse processer og gør det vanskeligere at arbejde effektivt og systematisk med klimadata på tværs af værdikæden. Derfor opstod idéen om at samle branchen om en fælles tilgang:
– Vi kunne se, at mange leverandører brugte rigtig meget tid på at levere de samme typer data i forskellige formater afhængigt af, hvem de samarbejdede med. Det skaber både frustration og ineffektivitet. Derfor ville vi gerne samle branchen om en mere ensartet tilgang, siger Heidi Reynolds.

Den fælles datastruktur skal gøre det lettere at arbejde mere ensartet og systematisk med klimadata på tværs af projekter og virksomheder. Ambitionen er både at reducere kompleksiteten for leverandørerne og samtidig styrke kvaliteten af de data, branchen arbejder med:
– Skabelonen er udviklet som et fælles værktøj, hvor leverandører og entreprenører i højere grad kan mødes om de samme data og den samme forståelse af kravene. Det skal skabe bedre dialog i indrapporteringen og et mere værdiskabende samarbejde om klimadata, siger Heidi og fortsætter:
– Når vi arbejder ud fra den samme struktur, bliver det samtidig lettere at bruge data aktivt og prioritere de indsatser, der reelt gør en forskel i klimaarbejdet.
Samarbejde på tværs af branchen
Den nye DS/INF-publikation bliver gratis tilgængelig via Dansk Standard og skal fungere som et fælles udgangspunkt for entreprenørers indsamling af klimadata fra leverandører. Samtidig er ambitionen, at dokumentet skal udvikles løbende i takt med, at branchen gør sig nye erfaringer:
– Hvis vi for alvor skal lykkes med den grønne omstilling, kræver det også, at vi bliver bedre til at samarbejde om de grundlæggende strukturer og processer. Derfor har det givet god mening at finde fælles løsninger på tværs af branchen i stedet for, at alle udvikler hver deres model, siger Heidi afsluttende.
Få fingrene i publikationen her ->
Nyhedsbrev
Skriv dig op til vores nyhedsbrev her
Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden
"*" indikerer påkrævede felter