For Enemærke & Petersen understreger resultaterne i rapporten, at den praksis, virksomheden har arbejdet med i mange år, faktisk giver konkrete, målbare effekter for både bygherre og slutbrugere. Samtidig viser rapporten, at byggepartnerskaber har givet ny indsigt i, hvordan kvalitet, samarbejde og helhedstænkning kan løftes i hele byggeprocessen.
Men hvad betyder det for fremtiden? Vi har talt med nogle af dem, der har været med fra starten, og spurgt, hvordan de ser strategiske partnerskaber udvikle sig i årene fremover.

Kim Thinggaard, adm. direktør, Enemærke & Petersen
– Strategiske partnerskaber skaber værdi, fordi de giver bygherren noget helt konkret i form af forudsigelighed, fælles retning og rettidig ledelse. Når alle parter samarbejder fra start til slut og energien bruges på løsninger frem for konflikter, opstår der en ro og fremdrift i projektet. Samtidig opbygges relationer over tid, så viden og tillid akkumuleres – og det er her, den langsigtede bygherreværdi for alvor ligger.
Hvis partnerskaberne skal løfte sig de kommende år, kræver det, at vi bevæger os fra at se dem som en samarbejdsmodel til at lede dem som en egentlig styringsmodel. Det betyder, at partnerskabet skal være et bevidst organisatorisk valg. Kultur, ledelse og kompetencer skal udvikles aktivt, og erfaringer skal systematisk genbruges på tværs af porteføljer.
Tillidsbaseret samarbejde er ikke noget, der passer sig selv. Det er tværtimod et af de mest krævende styringsparadigmer, vi har. Det kræver konstant ledelsesmæssig tilstedeværelse tæt på projekterne og mod til at tage konflikter tidligt. Til gengæld er potentialet enormt, hvis vi lykkes med det.

Anders Sørensen, bæredygtighedschef, Enemærke & Petersen
– Den langsigtede samarbejdsform giver en unik mulighed for at integrere bæredygtighed fra start til slut. I partnerskaber kan vi gentage de løsninger, der virker og lære på tværs af projekter i stedet for at starte forfra hver gang.
Hvis strategiske partnerskaber for alvor skal løfte sig de kommende år, skal de helt ud på byggepladsen. Vi har de sidste mange år arbejdet med at skabe stærke rammer for samarbejdet mellem bygherre, rådgivere og entreprenør, men den samme fælles forståelse og ansvarsfølelse skal i endnu højere grad forankres hos de udførende fag. Lykkes vi med det, kan vi øge produktiviteten, reducere spild og skabe mere ansvarlige byggepladser med lavere ressourceforbrug, noget der i sidste ende giver bygherren både bedre økonomi og et lavere klimaaftryk.
Det kræver nye kompetencer og et tættere samarbejde på tværs af fag, men det vil give mere sammenhængende løsninger, hurtigere grøn omstilling og større, dokumenterbar værdi for bygherren over tid.

Morten Enkebølle, COO, Enemærke & Petersen
– Det mest interessante ved rapportens resultater er, at de dokumenterer noget, som er afgørende for bygherren. Større budgetsikkerhed og færre mangler, sammenlignet med traditionelle projekter, betyder, at bygherren i højere grad kan regne med økonomi og kvalitet og står mindre alene med usikkerhederne undervejs. Samtidig giver partnerskaberne os mulighed for at forstå både bygherrens og brugernes behov tidligt, så indsatsen kan målrettes dér, hvor værdien er størst.
Når samarbejdet er langsigtet, kan vi løfte blikket fra det enkelte projekt og i stedet arbejde systemisk med at gøre næste projekt bedre end det forrige. Samtidig bliver partnerskaber en stærk ramme for at håndtere den voksende tekniske kompleksitet i byggeriet, fordi vi kan udvikle kompetencer og løsninger i fællesskab frem for hver for sig.
Hvis modellen skal stå endnu stærkere i fremtiden, skal den blive mindre personafhængig og mere systemisk forankret i alle led af værdikæden. Arbejdsfællesskaber, hvor ansvar og viden følger med på tværs af fag og virksomheder, kræver fælles mindset og vilje til integration. Men belønningen er højere kvalitet, bedre styring af kompleksitet og risici, og dermed forudsigelig, langsigtet værdi for bygherren.
Læs hele rapporten her: Strategiske partnerskabers effekter
Nyhedsbrev
Skriv dig op til vores nyhedsbrev her
Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden
"*" indikerer påkrævede felter