Menu

6. november 2018

Shirin er i praktik som byggeleder: ”Byggebranchen kommunikerer altså mest til mænd”

Lige nu er det store tema i byggebranchen at få flere kvinder ind i de traditionelle mandejobs – også pga manglen på arbejdskraft. Hos Enemærke & Petersen er vi nysgerrige på, hvordan vi får flere kvinder ind i branchen. Derfor mødtes vores kommunikationsansvarlige Anne med vores praktikant Shirin for at høre hvordan, byggebranchen kan tiltrække flere kvinder. 

Shirin Khazaei var egentlig i gang med uddannelsen til farmakonom, men skiftede til uddannelsen som bygningsingeniør fordi hun ville have mere matematik og en hverdag fyldt med udfordringer. Og tilføjer hun: ”Min farfar og onkel arbejder begge to i byggebranchen, så jeg er nok også blevet lidt påvirket hjemmefra”

Hvordan har du oplevet at komme i praktik i byggebranchen?
”Jeg var lidt nervøs, da jeg skulle starte i praktik, men jeg er blevet taget godt imod på byggepladsen. Jeg troede, det ville være svært at komme ind i fællesskabet, men det er, som om de ikke ser, at jeg er pige. Hverken at jeg er pige eller at jeg går med tørklæde. De ser mig som endnu en kollega. Jeg kan godt lide, at vi laver sociale ting som fællesspisning og teambuilding – så får man et tættere forhold til hinanden. Jeg kan spørge dem om alt muligt og de er søde og sjove men også seriøse, når det handler om arbejde. Så jeg kan godt anbefale en pige at komme her – du vil ikke føle dig udenfor.”

Der bliver talt meget om at få flere kvinder i byggebranchen – hvordan ville du anbefale jobbet som byggeleder til en anden kvinde?
”Hvis du gerne vil se resultater af dit arbejde, så er det et godt job. Jeg elsker at være med til at bygge noget. Det gør mig stolt at tænke på, at jeg en dag kan sige: ”Se, jeg har været med til at bygge den bygning. Og jeg har været med til at give en familie en bolig.
Det er fedt at starte ude på byggepladsen, før man f.eks. kommer ind og skal sidde og regne i en ingeniørvirksomhed. Jeg lærer rigtigt meget om håndværk. Jeg er ude og arbejder med flere forskellige byggeledere, som er ansvarlige for hver af deres egne fagdel i projektet, og jeg kan stille dem en masse spørgsmål.”

Hvilke udfordringer oplever du, at byggebranchen har i fht at være en attraktiv branche for kvinder?
”Branchen skal være mere åben overfor kvinder. Da jeg søgte praktik, var jeg til samtale i en entreprenørvirksomhed. Den mand jeg var til samtale hos sagde: ”Du skal jo arbejde sammen med rigtigt mange mænd. Hvordan vil du håndtere, at der er så mange mænd?” Da jeg blev vist rundt, pegede han mod håndværkernes omklædningsrum og sagde: ”Vi har altså ikke noget omklædningsrum til dig, men det kan vi vel få.” Det gav ikke rigtigt mening, for jeg skal jo ikke skifte tøj for at gå på arbejde. Til sidst ringede han og gav mig afslag. Han sagde, at det var bedre, at jeg søgte en rådgivende ingeniørvirksomhed, fordi en entreprenørvirksomhed nok ikke var noget for mig. ”Hvad kommer det egentligt ham ved, hvad jeg søger” tænkte jeg. Så svarede jeg: ”Jeg har slet ikke lyst til at være hos jer. Jeg har fundet en entreprenørvirksomhed, som gerne vil have mig i praktik.

Hvis byggebranchen vil have flere kvinder ind, skal de også vise flere kvinder. Alle websites viser kun fotos af mænd. Mine veninder og jeg kigger på, hvordan de sider ser ud og byggebranchen kommunikerer altså mest til mænd. Enemærke & Petersen havde den her video med en kvindelig byggeleder, der var asylansøger og gik med tørklæde. Da jeg så den, tænkte jeg: ”Hvis hun kan, så kan jeg også”. Alle så bare den video og da mine veninder og jeg kom ind på hjemmesiden, var der også billeder af kvinder. Nu kender jeg to andre piger, som også har været i praktik hos Enemærke & Petersen og har fået studiejob her og er rigtigt glade for det. Når vi tager tilbage på skolen, fortæller vi naturligvis også, hvilket indtryk vi har fået af vores praktikplads.

 

Hvilke råd vil du give Enemærke & Petersen i fht. at gøre sig mere attraktiv som arbejdsplads for kvinder?
”I kan godt vise endnu flere kvinder i byggelederjobs. Og så var det måske også en god idé for en kvindelig byggeleder at komme ud og fortælle om job i byggebranchen til unge. Måske allerede i folkeskolens ældste klasser, så de ser, at en kvinde kan være byggeleder. Når man ser én, der gør det, så tænker man: ”Det kan jeg også.”

Er der noget, du er blevet overrasket over i din praktik?
”Måske at jeg er blevet taget så godt imod. Alt er blevet godt forklaret og de har haft rigtigt meget styr på det hele. Og så at samarbejdet er så fedt – alle er meget hjælpsomme.  Hvis jeg mangler noget, så er der altid én, der hjælper.  På møderne har jeg også været overrasket over, at de kan diskutere frem og tilbage, uden at der er nogen der bliver sure. De smiler stadig og kommunikerer godt, selvom de er uenige.”

Skriv dig op til vores nyhedsbrev her

Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden

“Min vigtigste opgave har været at hjælpe beboerne”

Læs mere her

Zobair fik læreplads: Hvis jeg bliver god til dansk, vil jeg gerne læse videre til bygningskonstruktør

Læs mere her