Strategiske partnerskaber leverer resultater – nu peger forsker på det uforløste potentiale

Det har Nicolaj Frederiksen, adjunkt ved Det Tekniske Fakultet, et særligt blik for. Som erhvervs-ph.d. hos Enemærke & Petersen forskede han i strategiske partnerskaber tilbage i 2018 og ifølge ham er én ting tydelig:

– Strategiske partnerskaber er ikke længere den nye dreng i klassen. Det er i højere grad blevet en udbuds- og samarbejdsform, som aktører på tværs af byggeriets værdikæde kender, taler om og aktivt udforsker mulighederne i, siger Nicolaj og peger på, at den kritik, som prægede debatten for 8–10 år siden, stort set er forstummet:

– Det kan indikere, at de negative konsekvenser, modellen blev sat i relation med, ikke har været så markante, som nogle frygtede. Samtidig ser vi nu partnerskaber på relativt små porteføljer, hvilket tyder på, at de grundlæggende principper også opleves som værdiskabende i mindre skala.

Derfor giver modellen bedre resultater
For Nicolaj handler de dokumenterede effekter om den måde samarbejdet er skruet sammen på:

– Setuppet er mere transparent, og der er en fælles forståelse af, hvad der er vigtigt for de forskellige parter. Samtidig er der en tydelig erkendelse af, at det skal være en succes for alle, siger Nicolaj, og påpeger, at det fælles succeskriterium ændrer dynamikken i projekterne:

– Det flytter fokus fra at optimere hver sin del til at få helheden til at lykkes. Det er en væsentlig forklaring på de resultater, vi ser.

Fra organisationsudvikling til problemløsning
Da Nicolaj begyndte at forske i strategiske partnerskaber, var modellen stadig under udvikling. Dengang var næsten alt til forhandling, fordi der ikke fandtes danske erfaringer at bygge videre på. Ifølge Nicolaj er det især måden, partnerskaber etableres og drives på, der er blevet mere moden:

– I forskningen skelner man mellem partnerskaber, der skal skabe forandring i deltagervirksomhederne, og partnerskaber, der skal løse bredere, fælles problemer. De første danske strategiske partnerskaber handlede i høj grad om at udvikle bygherreorganisationer. I dag har modellen i langt højere grad fokus på at løse konkrete udfordringer – for eksempel inden for bæredygtighed, siger Nicolaj, der mener at skiftet hænger sammen med, at modellen har fundet en mere stabil form:

– Der er opnået en vis konsensus om, hvordan man etablerer, organiserer og arbejder i strategiske partnerskaber. Det betyder, at energien i højere grad kan bruges på, hvordan strategiske partnerskaber kan udnyttes mere strategisk til at løse fælles udfordringer.

Et uforløst potentiale i udførelsen
Når Nicolaj løfter blikket og ser fremad, peger han på et område, hvor han vurdere at der fortsat ligger et udviklingspotentiale:

– Mit indtryk er, at strategiske partnerskaber i dag skaber størst værdi i de tidlige faser før udførelsen, altså dér, hvor retning, rammer og løsninger bliver formet, inden selve byggeriet går i gang. Her er samarbejdsformen virkelig stærk, siger han og afslutter:

– Hvis vi bliver bedre til at omsætte tankerne bag strategiske partnerskaber til den måde, vi organiserer og samarbejder på ude i udførelsen, tror jeg, der ligger et stort – og delvist uforløst – potentiale. Det er et oplagt næste skridt i udviklingen af strategiske partnerskaber.