Enemærke & Petersen har i dag offentliggjort sit årsregnskab for 2024, som viser et fald i indtjeningen på trods af omsætningsvæksten. Driftsresultatet faldt 19% til 121 mio. kr., og udviklingen understreger, at der efter flere års vækst er behov for et skærpet fokus på at styrke virksomhedens lønsomhed, udtaler adm. direktør Troels Aggersbo:
– Dette regnskabsår illustrerer både vores styrker og udfordringer. Omsætningsvæksten på 8% er en klar indikator på vores stærke markedsposition og evne til at sikre høj aktivitet, men det er samtidig tydeligt, at udfordringer med projektgennemførelsen i en håndfuld sager har kostet på vores indtjening. Driftsresultatet understreger behovet for at skærpe vores fokus på eksekveringskraften, udtaler Troels Aggersbo og fortsætter:
– Vi er godt i gang med at styrke vores organisation og processer, så vi kan levere den nødvendige fremgang og løfte lønsomheden. Med afsæt i de senere års vækst vil vi nu fokusere på at konsolidere forretningen og arbejde målrettet mod at genvinde en større indtjening – uden at gå på kompromis med kvaliteten af vores leverancer, udtaler Troels Aggersbo.
Konsolidering, prioritering og optimering skal sikre væksten
Enemærke & Petersen har således udstukket en klar kurs med fokus på konsolidering af væksten og forbedring af indtjeningen gennem skarp prioritering af fremtidige projekter, forsat styrkelse af organisationen og løbende optimering:
– Vi er stolte af væksten i de senere år og ser den som et stærkt udtryk for vores relevans for markedet og den tillid, vores kunder viser os. Samtidig tager vi alvorligt fat i de udfordringer, vi er stødt på, så vi kan blive endnu stærkere og mere modstandsdygtige i fremtiden.
Partnerskaber viser styrke
Selvom regnskabet belyser visse udfordringer, har 2024 også været et år med betydelige lyspunkter og et løft i ordreindgangen på 18% til godt 4 mia. kr. med stærke bidrag fra de strategiske byggepartnerskaber og projekter med tidlig involvering.
– Vi har i 2024 sat gang i mange spændende projekter – både inden for renovering og nybyg – og en stor del af dem stammer fra vores strategiske partnerskaber, som fortsat viser deres styrke i omfang, kvalitet og resultatskabelse. Samtidig har vi afsluttet flere store projekter, og særligt opførelsen af det markante Sankt Annæ Musikhus står som et højdepunkt i 2024. Det nye musikhus med øvelokaler, undervisningslokaler og en smuk kammermusiksal er et projekt, vi er utrolig stolte af, udtaler Troels Aggersbo.
Han fremhæver også en anden vigtig milepæl fra året:
– I november vandt vi Procesprisen for vores produktionssystem EP PRO ved Building Awards. EP PRO skaber større sikkerhed i planlægning og projekteksekvering, samtidig med at det understøtter løbende procesoptimeringer. Det er et værktøj, der allerede har vist sin værdi, og som vi ser frem til at udrulle bredt i vores produktionsenheder og intensivere brugen af i 2025.
Skriv dig op til vores nyhedsbrev her
Vi sender friske byggenyheder til din inbox én gang om måneden