Menu

Maha – fra asylcenter til byggeleder på et år

Den syriske bygningsingeniør Maha Mohammed Ayab søgte asyl i Danmark i starten af 2016 – i slutningen af 2017 har hun arbejdet i Enemærke & Petersen i et år som trainee byggeleder og taler flydende dansk.
Se også video med Maha nederst på denne side.

”Vi skal i gang med næste opgang indenfor fjorten dage” Maha Ayoub peger over imod indgangen til en opgang. Hun er iklædt sin neongule byggeleder-jakke og diskuterer vinduesudskiftning med en af tømrerne på byggepladsen i det almene boligområde Engparken i Nørresundby. Hun er på fornavn med håndværkerne på pladsen og indimellem fagsnakken, flyver der også jokes igennem luften: ”Ja, nogen af de håndværkere driller altså ret meget” fortæller hun med et smil.

Mangel på arbejdskraft i byggeriet
Det er et år siden, Maha begyndte i en praktik hos Enemærke & Petersen. I sommers fik hun titlen som trainee byggeleder. For afdelingsdirektør Dan Jensen fra Enemærke & Petersen har Maha været god arbejdskraft i en byggebranche, der mangler folk. Han supplerer med, at det også har krævet noget af arbejdspladsen, at få Maha godt i gang med jobbet: ”Der er naturligvis kulturelle forskelle, bl.a. kommer Maha fra en mere hierakisk arbejdskultur og vi har flere gange haft en snak om, at hun jo godt må sige mig imod, hvis hun ikke er enig i det, jeg siger.”

Maha styrer med fast hånd
Mahas daglige leder Mads Undall-Behrend har igennem det sidste år iagttaget Mahas kompetencer på nært hold og fortæller: ”Maha har et stærkt planlægningsgen. Det sikrer, at hendes tidsplaner for bl.a. vores altanmontage holder og jeg oplever en stor respekt og tilfredshed med Mahas arbejde fra både underentreprenører og håndværkere. Maha har også ansvar for fejl og mangeludbedring i vores elektroniske styresystem – det styrer hun bare med fast hånd, hvilket betyder at vi holder det, vi lover overfor de beboere, som vi renoverer for.”

Maha overraskede direktøren
Afdelingsdirektør Dan Jensen er også blevet overrasket undervejs i Mahas jobforløb: ”Da vi sagde ja tak til, at Maha i første omgang skulle i praktik hos os, forestillede jeg mig, at vi skulle lære hende en masse. Men jeg må sige, at vi i den grad også har lært meget – både fagligt og kulturelt.”

Kontakt

Anne Strandgaard

Presseansvarlig

41866304

ars@eogp.dk

Maha - fra asylcenter til byggeleder på 1 år